Venedigs sangere blev handlet som fodboldstjerner - og teatrene legede storklubber

Der var hård konkurrence mellem teatrene i Venedig, og hele Europa lyttede med, mens operasangere blev handlet som var det Champions League!

Farinelli og Senesino var to af de helt store stjerner på scenen i Venedig, hvor de konkurrerede med hinanden i sang i musikkens svar på Champions League. (Foto: © Sergio perez/ Collage: dr.dk, Scanpix)

Karneval i Venedig. Allerede i 1700-tallet var det en event, der tiltrak publikum fra hele Europa. Karnevalets eventyrlige kombination af musik og udklædning toppede i Venedigs teatre, hvor man kunne opleve tidens største sangstjerner i nye operaer af de mest populære komponister. Større og bedre shows fandtes ikke i Europa.

Der var hård konkurrence mellem teatrene i Venedig, og operasangere blev handlet som i vore dages Champions League. I 1729 oplevede karnevallet en ren stjerneparade, for tre af tidens største sangere var ledige i det musikalske transfervindue:

Mezzosopranen Faustina Bordoni og kastratsangeren Senesino blev engageret af San Cassiano teatret, mens man på San Giovanni Grisostomo teatret hyrede den allerdyreste sanger, kastraten Farinelli. Der var lagt op til duel!

- Hele byen taler ikke om andet end duellen mellem Bordoni og Farinelli, skrev den britiske konsul: - Hun støttes især af udlændingene, mens Farinelli har næsten alle italienerne på sin side.

Farinelli tog prisen i første runde

På Ugens Album i P2 kan du høre den svenske mezzosopran Ann Hallenberg synge arier fra de operaer, som blev opført ved karnevalet i 1729. Otte uger, hvor byen stod på den anden ende.

Navnelisten får nok ikke mange klokker til at ringe, for stort set ingen af arierne har været indspillet før. Til gengæld mestrer Ann Hallenberg musikken suverænt, og giver et flot tværsnit af den overdådighed som karnevalet 1729 havde at byde på:

Karnevalssæsonen begyndte med Leonardo Leos opera ’Catone in Utica’, hvor Farinelli medvirkede. Dagen efter var der premiere hos konkurrenten på Giacomellis opera ’Gianguir’ med både Bordoni og Senesino. Her skuffede Senesino – så første runde vandt Farinelli.

Hysteriske arier brugt som knockout

På San Moisè teatret var der ugen efter premiere på ’Doriclea’ af Giovanni Porta, men publikum holdt sig væk pga. duellen på de to andre scener. San Moisè svarede stærkt igen 24. januar med ’Filandro’ af den berømte komponist Albinoni. Men bare fjorten dage senere var al opmærksomheden igen hos San Cassiano teatret, som nu var klar med operaen ’Adelaide’ af Orlandini.

Med hysterisk virtuose arier skulle Bordoni slå Farinelli knockout. Fire dage senere svarede San Giovanni Grisostomo med Porporas opera ’Semiramide riconosciura’. Nu løb publikumsstrømmen den vej, for her var Farinelli i topform.

Og sådan gik det i otte uger – frem og tilbage, nye operaer, nye sangerdyster, nye arier. Ved karnevalets afslutning holdt man en galla, svarende til vor tids ’Last Night of the Proms’, hvor der blev sunget højdepunkter fra de seneste ugers forestillinger.

Da var Farinelli naturligvis allerede rejst videre til nye jagtmarker i et, for operaen, hektisk, vanvittigt år!

Hør smagsprøver fra Ugens Album

  • http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:59c160fda11f9f1210616885

  • http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:59c160fca11f9f121061687f

  • http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:59c160fca11f9f121061687c