Island er cool - ikke kun hvad temperaturen angår.

I Island trives nordisk kreativitet i reneste form, som eksempelvis den islandske pianist Víkingur Ólafsson. Hans nye album er cool: Et nøje udvalgt repertoire af minimalistisk musik, spillet både renfærdigt og personligt, lækkert optaget med tilhørende musikvideoer fra Reykjavik.

Albummets cover får det optimale ud af hans stiliserede look. Og så er der jo navnet, Víkingur Ólafsson, det nok mest cool navn siden Svend Tveskæg.

Nemmere at arbejde med levende komponister

Al musikken på albummet er af komponisten Philip Glass, som 33-årige Víkingur Ólafsson har haft et tæt samarbejde med, siden de mødtes ved en koncert i Reykjavik i 2014.

80-årige Glass har både hørt Ólafssons fortolkninger af musikken, og spillet den sammen med ham. En mulighed, som den islandske pianist virkelig værdsætter:

- Som klassisk pianist arbejder jeg mere med døde komponister end med levende. Det har sine ulemper. Nye ideer til fortolkninger bliver som regel kun mødt med dyb tavshed fra graven, siger Víkingur Ólafsson.

- Levende komponister er uendeligt mere fleksible og parate til at undersøger nye veje i deres musik, og få komponister er så levende som Philip Glass. At spille Philip Glass’ musik for ham - og sammen med ham – får mig til at tænke på, at også musikken er i live. Den er ikke et dødt monument, men et levende, foranderligt miljø. En skov af dybe følelser, farver, dufte og lyde.

Glass giver rum til fordybelse

Albummet begynder og slutter med samme stykke som på Philip Glass’ eget album 'Glassworks' fra 1982. Derimellem hører man ti af Philip Glass’ Etuder fra 1990’erne.

Etude betyder ”øvelse”, og nogle af stykkerne kræver åbenlyst en formidabel klaverteknik, hvis man vil spille dem så jævnt og ubesværet som Víkingur Ólafsson gør. Andre af stykkerne strækker etudebegrebet og forvandler sig til små scenerier.

- Glass undersøger kernen af sine idéer, hvad enten det gælder de hurtige stykker med deres konstante samspil mellem menneske og maskine eller de langsomme stykkers øde landskaber, siger Víkingur Ólafsson.

Det er ikke svært at høre, at Philip Glass’ musik er fuld af gentagelser. Selv mener komponisten dog, at den først og fremmest er fuld af variationer. Når man lytter til hans musik, får man justeret sit øre, så det er de bittesmå forandringer, der træder frem af gentagelserne.

- Hver etude giver musikeren og lytteren mulighed for at finde sit eget rum til fordybelse, siger den cool pianist.