VIDEO Fra Mozart til Citybois: 7 steder i musikhistorien hvor teenagepiger gik fan-amok

Allerede tilbage i barokken blev mandlige kunstnere idoliseret, men især i nyere tid er unge kvinder og piger begyndt at ekstrem-dyrke udvalgte solister og boybands.

Gråd og skrig har længe været en del af opskriften på at være en dedikeret teenagefan. Her ses danske Beatles-fans i 1964 og Citybois-fans i 2015. (Foto: Svend Mortensen/Simon Læssøe © sCANPIX)

Mandlige solister og boybands forbindes typisk med skrigende fantøser - og idoldyrkelsen er langtfra et nyt fænomen.

- Der var nogle store og beundrede kunstnere helt tilbage i barokken, siger Lisbeth Ihlemann, der er phd. i musikvidenskab og ekspert i fankultur.

Egentlig kan man først tale om det, man i dag kender som fans, fra omkring 1900-tallet – og det er også netop her, at de fleste eksempler kan findes. Men de unge pigers dyrkelse af idoler går alligevel langt længere tilbage.

Fankultur er en måde at dyrke et bestemt idol på. En fascination, der kan komme til udtryk på mange forskellige måder:

- Teenagepiger kan sagtens være hysteriske, men man skal være opmærksom på, at de også spiller hysteriske. De vil nemlig gerne i medierne. Så når der kommer et kamera, skriger de ekstra højt. Når det er væk, så hviler de stemmerne igen, siger Lisbeth Ihleman om teenagepigers til tider overdrevne måde at agere på i koncertsammenhænge.

DR Historie er gået på jagt efter steder i musikhistorien, hvor idoldyrkelsen var særlig udtryksfuld. Med hjælp fra Mozartekspert og forfatter, Peter Dürrfeld, redaktør på musikmagasinet GAFFA, Peter Ramsdal, og Lisbeth Ihleman, phd. i musikvidenskab og ekspert i fankultur er her syv eksempler.

1: Kvindelige operasangere vilde med Mozart i 1781

Mozart - her malet i 1819 af Barbara Kraft - var de kvindelige operasangeres yndling. (© CC)

Tilbage i Wien i 1781, slår Mozart sig ned og forsøger at etablere sig som fri kunstner. Typisk var man ansat hos de adelige. Og selvom det var en anden tid, hvor man ikke havde deciderede fans, så anerkender Peter Dürrfeld fra musikmagasinet Gaffa, at Mozart var en særlig populær mand.

- Han havde mange tilhængere blandt adelen og hoffet. Adelskvinder ville gerne have Mozart til at komme og spille hele tiden. Og så var han især beundret blandt de kvindelige sopraner, siger Peter og uddyber:

- Der gik jo nogle gange rygter om, at han havde noget kørende med sopranerne. Men det er dog aldrig rigtig bevist.

Så selvom Mozart var en meget lille mand, som tilmed led af en sygdom, som gav ham udslæt i ansigtet, så kunne det hele klares med en gang sminke og en paryk – og så hans musik.

Det gjorde ham i hvert fald ikke mindre populær, forklarer Peter Dürrfeld.

2: Beatles-fans larmer mere end musikken i 1964

I 1964 ankommer Beatles til Danmark for første gang i Kastrup. Et legendarisk besøg, som medføre publikums-skrig for alle pengene.

Beatles var et af de første boybands af den type, vi kender i dag, forklarer Peter Ramsdal.

- Det var popmusik, som talte til de helt store følelser. Og netop det følelsesmæssige tiltalte og tiltaler stadig teenage-piger, som måske ikke har haft et personligt kærlighedsforhold endnu. I stedet kunne de så lytte til ’She loves you’ og dyrke bandet på en utroligt idoliserende måde, forklarer Peter Ramsdal.

Pigernes idoldyrkelse og fankultur ændrede ikke kun måden, man producerede musik på – men medførte faktisk også konkrete tekniske problemer.

- De spillede i KB-hallen, men tilbage i 60’erne var anlæggene ikke lige så store, som de er i dag. Så problemet til koncerten blev, at man ikke kunne høre musikken ordenligt. Både på grund af højtalerne, men bestemt også på grund af pigernes hvin, forklarer Lisbeth Ihlemann.

3: New Kids on the Block blev designet – og det fungerede

New Kids on the Block ankom til lyden af pigeskrig til Kastrup i 1991. Boybandet bestod af fem unge fyre fra Boston, som var sammensat af produceren Maurice Starr i midten af 1980’erne – og det var ret nyt dengang.

- New Kids on the Block var jo et boyband, som blev konstrueret af nogle bagmænd - managers. Men det fungerede og de unge piger var vilde efter dem. New Kids on the Block var det klassiske boyband, forstået på den måde, at de alle spillede hver deres unikke rolle i bandet, forklarer Peter Ramsdal.

Med den musikalske blanding af pop og R&B var de nogle af de største. Men kun indtil Take That overtog pladsen i solen.

4: Take That besøger Valby Hallen i 1994

Netop sammensætningen af forskellige karaktertyper som i New Kids on the Block, gik igen hos det næste boyband – Take That. Og da de besøgte Danmark i 1994 i Valby Hallen i København, så var det naturligvis også til lyden af skrigende teenagepiger.

De engelske drenge blev også hver især markedsført som bestemte typer – og i starten var deres fælles image helt sødt og uden seksuelle undetoner.

- Men undertonerne brød frem i takt med gruppens popularitet, fortæller Peter Ramsdal om boybandets udtryk.

Og deres fanskare var særlig trofast:

- Take That var jo nogle af de største. Flere af de teenage-piger, som støttede op om Take That i 90'erne opgav ikke, da gruppen senere splittede op. Der fulgte fanskaren trofast Robbie Williams, da han efterfølgende startede sin solo-karriere, forklarer Lisbeth Ihlemann.

5: Backstreet Boys-fans lå i billet-kø i 1999

- Boybandsne kommer jo i virkeligheden som perler på en snor. Hvor Take That jo afløste New Kids on the Block, så blev Backstreet Boys arvtageren til Take That, forklarer Peter Ramsdal.

Backstreet Boys havde ligeledes millioner af fans blandt teenagepiger verden over. Og de danske piger lå i kø foran et koncertsted i Danmark i 1999, da gruppen besøgte landet.

- De havde også en enorm succes, men storhedsperioden rakte ikke længere end tre-fem år. For typisk overtager det ene boyband det andet. For så er der kommet et nyt kuld af teenagepiger, fortæller Peter Ramsdal om bandet storhedstid.

6: Justin Bieber skabte kaos i København i 2013

Justin Bieber var fænomen nummer et tilbage i 2010. Her afholdte danske teenagepiger store Bieber-parader i København. Det gjorde de med hvin og gråd og for at hylde deres idol.

I 2013 gav han koncert i København for 45.000 skrigende fans.

- Han er jo et klassisk eksempel på endnu et teenage-idol. Pigerne har fundet en person, som de kan kaste deres kærlighed på. Spørger man pigerne om, hvorfor de er fans, så vil de først pege på musikken. Men det handler nok også om det fællesskab, som pigerne bliver en del af, siger Peter Ramsdal om de stadig-eksisterende og såkaldte Beliebers.

7: Citybois i 2015 kan sammenlignes med band fra 1966

- Citybois er Nik & Jay i en ultra-light version, fortæller Peter Ramsdal om de to unge fyre, der slog igennem i X Factor i 2015.

Siden deres deltagelse i programmet er drenges popularitet kun vokset. Og selvom de selvfølgelig ikke er i samme liga som nogle af de andre kunstnere på listen, så går det i den rigtige retning ifølge Peter Ramsdal.

- Citybois er jo blevet designet i talentshowet X Factor. Lidt på samme måde som det første egentlige designede band tilbage i 1966. Det var The Monkees, som bestod af fire unge mænd, der blev sat sammen i en tv-serie om et fiktivt boyband, forklarer Peter Ramsdal.

The Monkees fik stor succees, og ligeså gjorde Citybois. Og for et år siden købte inkarnerede fantøser blandt andet en pose med udåndet luft fra de to fyre for 500 kroner.

I aften klokken 21:30 sender DR3 programmet 'Teenage superfan' om netop teeagepigers idoldyrkelse.