Decemberlæsning: En blodrød omgang

Og det er ikke en krimi, der er tale om... I december måned læser DR Fagbogklubben nemlig den meget omtalte og omdiskuterede bog om menstruation, 'Gennemblødt' af Maja Nyvang Christensen og Sine Cecilie Laub.

DR Fagbogklubben går helt i rødt, når vi i december måned læser 'Gennemblødt' af Maja Nyvang Christensen og Sine Cecilie Laub.

Selvom man kunne tro det, så er 'Gennemblødt' ikke kun en bog om det røde klister, der hver måned kigger forbi cirka halvdelen af verdensbefolkningens underbukser. Det er også en bog der, blandt meget andet, indbyder til forståelse og refleksioner over krop og køn, og så er det i dén grad en debatbog.

Da bogen udkom i maj 2016, var den på alles læber. Faktisk blev den så omtalt, at selv Folketingets formand, Pia Kjærsgaard heller ikke holdt sig tilbage for at kommentere den lyserøde udgivelse. Hun oplevede dog ikke, modsat bogens påstand, at menstruation er et tabuiseret emne.

- Et samfunds syn på menstruation fortæller en hel del om dets syn på krop og køn. Som det står i starten af 'Gennemblødt'. Forfatterne Maja Nyvang Christensen og Sine Cecilie Laub lægger svesken på disken og undersøger menstruationens væsen.

Køns- og kropspolitiske emner badet i blod

Maja Nyvang Christensen og Sine Cecilie Laub kigger med 'Gennemblødt' både tilbage til 1970'ernes rødstrømpebevægelse og frem i tiden, hvor menstruationsartikler måske er statsfinansieret, ud i verden på køns- og kropspolitisk kunst og ind i kussen, hvor det hele begynder.

På 163 sider kommer de to forfattere i gennem emner som menstruationsretorik, tampax-reklamer, hvordan man kan bruge menstruation kunstnerisk, biologi, frikendelse for mord, med PMS som frikendelsesgrundlag og det så omtalte fænomen freebleeding.

Bogen igennem bliver læseren præsenteret for små historier fra anonyme menstruerende og ikke-menstruerende mennesker, der alle vidner om, at menstruation og forholdet til samme, er ligeså forskelligt, som der er mennesker på jorden.

Kærlig omtanke

Netop forskellighed og frihed til at vælge sit eget liv, fylder meget i 'Gennemblødt'. Bogen giver også anledning til at tænke over, hvordan man tænker om verden og det todelte kønssystem.

- Problemet med at tænke i to kasser er, at der i virkeligheden findes masser af mennesker, der slet ikke passer ind i det todelte system. Faktisk findes der mindst 35 køn, hvis man definerer køn ud fra kromosomer.

Og har man hele livet igennem betragtet verden igennem det binære kønssystem, så har forfatterne også tænkt på det. Bogen rummer eksempelvis en liste med gode råd til at blive (endnu) mere inkluderende. Listen opfordrer, på linje med resten af bogen, til at tale om menstruation og at tænke over hvordan man taler om selv samme og at ligestille sine toiletter. Ikke alle menstruerende bruger dametoilettet.

Vær med i debatten

Synes du bogen rammer på et tampon-tørt sted i køns- og kropsdebatten? Eller synes du at det er komplet fjollet at skrive en hel bog om noget så normalt som menstruation? Måske har du prøvet at male med menstruationsblod? Måske havde du en forestilling om hvad 'Gennemblødt' var for en bog og blev overrasket?

Uanset hvad kan du snakke og debattere med andre læsende menstruerende og ikke-menstruerende mennesker i hele december måned. Hver måned lægger DR Læseklubberne og litteratursiden.dk op til debat om månedens bøger. Og du kan følge eller deltage i debatten om 'Gennemblødt' på litteratursiden.dk lige her.

Rigtig god lærings- og læselyst!