Her, tag en gave – måske har du brug for en Tænkepause

Juleaften nærmer sig. En aften, hvor mange af os tænder lys, mødes om bordet og juletræet, og hvor gaver skifter hænder. Og gaver er faktisk en central del af relationer og samfundsopbygning. Bliv klogere på gavens betydning med decembers Tænkepause.

I månedens Tænkepause kan du lære mere om gavens historie og betydning. (© Aarhus Universitetsforlag)

I Antoine de Saint-Exupérys fortælling om den lille prins møder prinsen en ræv. Denne ræv lærer den videbegærlige prins, at det at gøre tam betyder at knytte bånd, og at ritualer gør dage forskellige fra og dejligere end alle andre dage.

I disse tider har november takket af for denne gang, og december har i stedet gjort sin entré med alle sine juleritualer. Blandt disse mange ritualer er selvfølgelig juleaften, som for mange også betyder udveksling af gaver.

Netop gaveudveksling er et ritual, som siden tidernes morgen har været med til at knytte bånd mellem mennesker, men gaver kan også være dårlige og ligefrem bryde bånd. I decembers Tænkepause gør professor Anders Klostergaard Petersen os klogere på netop gaven.

Med gave skal samfund bygges

Gaver hører ikke kun juleaften til. Derimod indgår de ifølge Anders Klostergaard Petersen i alle de store livssammenhænge – lige fra barselsgaven som gives til de nybagte forældre, og frem til bårebuketten som gives som en sidste tak, når et liv ender.

Ifølge Anders Klostergaard Petersen er gaver, og udvekslingen af dem, helt centrale for vores relationer. Med gaver kan vi gøre andre glade, vi kan sætte handling bag ord, vi kan søge tilgivelse. Gaveudveksling er ganske enkelt et afgørende kommunikationsmiddel mellem mennesker og har derfor betydning for vores opbygning af samfund.

Det er dog ikke kun mennesker, der udveksler gaver. Også blandt dyr ses gavegivning, om end i mindre reflekteret form. Faktisk kan gaven spores langt tilbage i tiden, og månedens Tænkepauser kommer da også både forbi savannen og vores abeskønne forfædre, et græsk sagn om en virkelig dårlig gave og en romersk velgører.

I hele december kan du, mellem juleknas, gaveindkøb og gaveudveksling, dele din læseoplevelse med månedens Tænkepause på Litteratursiden.dk. God læselyst!

Download en gratis Tænkepause

Aarhus Universitetsforlag er hver måned i gavehumør og tilbyder derfor Tænkepausen gratis i en uge. Fra den første mandag i måneden til og med den følgende søndag kan Tænkepausen downloades gratis som lydbog og e-bog. Efterfølgende kan den købes.

'Gaven' kan altså downloades gratis fra mandag den 5. december til og med søndag den 11. december 2016.

Du finder e-bogen og lydbogen her. E-bogen henter du via de blå 'Download gratis'-knapper. Lydbogen finder du ved at scrolle ned til 'Om bogen'. Nederst finder du et link og en vejledning til, hvordan du henter lydfilen. Hvis du er på internettet, kan du også streame lydbogen direkte via linket i den periode, hvor lydbogen er gratis tilgængelig.