I starten af 1900-tallet, inden første verdenskrig, bliver den unge Hans Castorp sendt til Berghof, hvor han skal besøge sin tuberkuloseramte fætter. Berghof er et sanatorium, der ligger i de schweiziske bjerge. Og det er i de bjerge, på Trolddomsbjerget, at Castorp møder en masse forskellige mennesker. Mennesker, som hver især tvinger ham til at tage stilling til hans verdensopfattelse.
Egentlig er det kun planen at Castorp skal være på Trolddomsbjerget i tre uger, men som ugerne går, forværres Castorps heldbred og besøget forlænges - på godt og ondt.
Bent Haller anbefaler Thomas Manns 'Trolddomsbjerget', som DR Klassikerklubben læser i november måned.
Med Thomas Mann på luksushotel
Berghof er ikke noget helt almindeligt sanatorium, men snarere en blanding mellem et hospital og et luksushotel. Stemningen er løssluppen og gæsterne, eller patienterne, trives så meget, at de hverken ønsker at forlade stedet eller blive raske.
Sammen med Castorp bliver læseren introduceret til forskellige filosofiske fænomener og ideer fra tiden før første verdenskrig.
Under opholdet møder Castorp blandt andre hospitalsbestyreren doktor Behrens, den Freud-lignende reservelæge Krokowski og en kvinden Claudia Chauchat, som han forelsker sig i. Men særligt to skikkelser bliver trukket skarpt op, overfor hinanden. Bent Haller beskriver dem sådan her:
- Lodovico Settembrini beskriver den ene del af den samfundsanalyse, Thomas Mann bedriver i 'Trolddomsbjerget'. Han er italiener, humanist og forfatter.
- I kontrast til Settembrini står Leo Naphta, som er teoretisk terrorist. Spændinger forsaget af den kommende krig, sender vibrationer op på 'Trolddomsbjerget' og det kommer til et opgør.
Vær med i debatten
Hvordan det ender, må du læse bogen for at finde ud af, og hvis du har lyst til at dele din oplevelse af 'Trolddomsbjerget' eller høre hvad andre har at fortælle om Castorp, kan du deltage eller kigge med på litteratursiden.dk, hvor der forhåbentlig kommer godt gang i debatten.
Du kan også lytte til Bent Hallers halve times lange gennemgang af 'Trolddomsbjerget' i podcastserien 'Klassikere Genfortalt', som du kan finde her.
Og kan du slet ikke få nok af Thomas Mann og 'Trolddomsbjerget' kan du læse mere på forfatterweb.dk.
Rigtig god fornøjelse!
