Seks anbefalinger: De onde og de gode i litteraturen

I december har DR tema om partnervold og jalousidrab begået af mænd. I den forbindelse sætter DR Læseklubberne fokus på litteraturens onde mænd, men også på de gode mænd og kvinder, der heldigvis findes flere af.

I forbindelse med at DR sætter fokus på mænd, der begår partnervold og jalousidrab, anbefaler DR Læseklubberne bøger om både de onde og gode mennesker.

December måneds bog i DR Klassikerklubben er krimien ’Et kys før døden’ af Ira Levin, anbefalet af Jussi Adler-Olsen. Her bliver den unge kvinde Dorothy Kingship dræbt af sin kæreste, men det er desværre ikke kun i fiktionens verden, at mænd dræber kvinder.

Fra den 7. december sætter DR fokus på mænd, der begår partnervold og jalousidrab. Det er alvorlige og vigtige emner at tale om og forholde sig til. Derfor har vi i DR Læseklubberne valgt at finde tre bøger frem, som beskriver partnervold og de konsekvenser, som volden kan have.

Heldigvis findes der også masser af gode mænd og kvinder, både i virkeligheden og i litteraturen. Derfor anbefaler vi også tre bøger med ægte helte. Se dem nederst i artiklen.

Løgne, magt og vold

'Sandheden om Harry Quebert-sagen' af Joël Dicker

Den verdensberømte forfatter Harry Quebert kommer i politiets søgelys, da liget af den 15-årige Nola Kellergan findes gravet ned i hans baghave. Havde de to et forhold? Og har det ført til Nolas død?

Marcus, Harrys unge forfatterven, sætter sig for at bevise hans uskyld, men hvordan finder man sandheden, når den er dækket af et tykt lag løgne og hemmeligheder?

'Kongemordet' af Hanne-Vibeke Holst

Linda har ofte blå mærker på kroppen, og hendes mellemnavn er Lykke. Der er dog ikke meget lykke i Lindas liv, for i mere end tredive år har hun levet sammen med den magtstræbende og voldelige politiker Gert Jacobsen.

Linda har derfor lært at bevæge sig stille gennem hjemmet for ikke at vække Gerts vrede, men stilhed er ikke nok, hvis hun skal genvinde magten over sit eget liv.

'Kvinden der forsvandt' af Gillian Flynn

Nick og Amy Dunne har været gift i fem år, men på deres bryllupsdag forsvinder Amy sporløst fra parrets hus.

Mistanken rettes hurtigt imod Nick, som opfører sig bemærkelsesværdigt distanceret. Spørgsmålet er, om manden, der opfatter sig selv som en god fyr, kan have slået og dræbt sin egen kone?

Ærlighed, godhed, mod

I DR Læseklubberne vil vi gerne minde om alle de stærke, seje og gode mænd og kvinder, der heldigvis også findes derude. Derfor har vi som modvægt til de tre ovenstående bøger også udvalgt tre bøger, der fortæller historier om gode mennesker.

'Dræb ikke en sangfugl' af Harper Lee

Atticus Finch lever i 1930'ernes Alabama, hvor han arbejder som advokat. Da en sort mand anklages for at have voldtaget en hvid kvinde, påtager Atticus sig arbejdet som forsvarer for ham.

I en tid hvor en sort mand opfattes som en skyldig mand, er det modigt, og det mod bliver inspiration for Atticus datter, Spejder, historiens fortæller.

'Brødrene Løvehjerte' af Astrid Lindgren

De to brødre Tvebak og Jonatan dør begge ganske unge og kommer til det smukke og idylliske land Nangijala. Idyllen varer dog ikke evigt, for Nangijala er truet af mørke kræfter.

På trods af stor frygt tager brødrene kampen op mod det onde. Som Jonatan forklarer, er der nemlig ting, man må gøre, selvom det er farligt, for ellers er man ikke noget menneske, men blot en lille lort.

'En mand der hedder Ove' af Fredrik Backman

Ove er enkemand, nyligt pensioneret og ualmindeligt bitter på alt og alle.

Da naboen Parvaneh en dag parallelparkerer lige ind i Oves postkasse, bliver det dog begyndelsen på et umage venskab, og efterhånden viser det sig, at Ove er meget mere end en bitter, gnaven mand. Måske gemmer der sig ligefrem et hjerte af guld bag det krakilske ydre?

Mænd der dræber kvinder

I december retter DR blikket mod mænd, der begår partnervold og jalousidrab. På DR2 sættes der fokus på dette med programserien 'Mænd der dræber kvinder', hvor vært Michael Jeppesen undersøger, hvilken type mænd der er tale om, og hvad der driver dem helt derud, hvor de dræber.

Lige her kan du helt frem til den 6. januar se den første udsendelse af 'Mænd der dræber kvinder'.