Den hænger der endnu, men man skal skynde sig, hvis man vil opleve den verdenskendte kunstner Ai Weiweis 12 meter lange kunstværk 'Yu Yi', der i øjeblikket er udstillet på ARoS i Aarhus.
Den kinesiske kunstner skrev nemlig på Instagram i nat, at han agter at trækker værket fra udstillingen i protest mod den danske regerings asylstramninger.
Oprindelig skulle hans værk være udstillet på ARoS indtil april måned.
Det skriver ARoS på kunstmuseets egen instagramprofil, der kan ses herunder:
-Jeg er meget chokeret over gårsdagens nyhed om, at den danske regering har besluttet sig for at beslaglægge flygtninges private ejendom, lyder det blandt andet i opdateringen fra Ai Weiwei.
Ai Weiwei's kunsværk er en del af udstillingen 'A New Dynasty – Created in China', som i øjeblikket bliver vist på ARoS. Kunstmuseet beskriver selv udstillingen som et "visuelt, tankevækkende og inspirerende møde med Kina, som supermagten ser ud den dag i dag".
Ai Weiweis deltagelse i udstillingen vakte begejstring hos ARoS direktør, Erlend G. Høyersten, da udstillingen blev præsenteret sidste år.
- At en så betydningsfuld kunstner og fortaler for ytringsfrihed som Ai Weiwei viser interesse i A New Dynasty – Created in China, fortæller os noget om udstillingens aktualitet og kvalitet. Vi vil gerne rejse spørgsmål som: hvad interesserer, engagerer og udfordrer den kinesiske kunstner i dag? Og hvor befinder det kinesiske samfund sig nationalt og internationalt, sagde ARoS direktøren sidste år.
https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1107532859297237
