Når kulturminister Bertel Haarder (V) kommer fra ferie, venter to rigtige møgsager på ham.
Den ene er blevet kaldt fuldstændig tosset, en politisk fadæse, en ren tåbelighed og simpelthen lovsjusk.
Skældsordene handler om de uheldige konsekvenser af museumsloven, der nu truer de danske Konserveringscentre med fyringer og nedskæringer. Centrene konserverer den danske kulturarv, som ikke mindst kulturministeren lovsynger. Derfor er sagen en knast på vejen. Men den kommer ikke alene.
Sagen om Forstadsmuseet,der ene og alene af økonomiske grunde er blevet nægtet statsanerkendelse, er også på kulturministerens to-do liste. Og den kan blive nok så vidtrækkende.
Indhentet af fortiden
Tilbage til Konserveringscentrene, der bare kaldes bevaringscentre i daglige tale. Her renser, konserverer og restaurerer man bevaringsværdige genstande og arkæologiske fund. Det kan være snavsede sølvsmykker, fotos fra begyndelsen af det tyende århundrede, rensning af gamle oliemalerier, vikingesmykker og alskens udgravninger.
Så vidt så godt. Men bevaringscentrene indhentes nu af museumsloven fra 2012 medførte helt utilsigtet, at der blev lagt moms på de cirka 13 millioner kroner konserveringscentrene modtager hvert år. Ude i centrene mærkes det som en 20 procents nedskæring, der kommer oven i det såkaldte omprioriteringsbidrag, der i forvejen skærer to procent af alle kulturinstitutioner.
Et plaster på såret
Efter et møde i folketingets kulturudvalg besluttede forligskredsen bag museumsloven i foråret at kompensere momsudgiften med cirka halvdelen, men det betragter Organisationen Danske Museer som et plaster på såret.
Politikerne er da også enige om, at centrene ikke skal betale for en utilsigtet konsekvens af museumsloven og at der bør gøres noget for at kompensere deres tab.
Der er bare ikke sket noget siden Kulturminister Bertel Haarder i februar måned oplyste at han var i kontakt med finansminister Claus Hjort Frederiksen om problemet.
Uholdbar situation
Man kan kun håbe, at Haarder og Hjort har stukket hovederne sammen og fundet de tre-fire millioner, der vil kunne løse konserveringscentrenes problem. Det vil vise sig, når udkastet til finansloven udkommer i slutningen af august.
Værre er det med statsanerkendelsen af nye museer. Her handler det om, at ministeren ikke har kunnet anerkende nye museer i en årrække, simpelthen fordi kvoten er brugt op. Derfor kan Forstadsmuseet i Hvidovre ikke anerkendes, selv om Kulturstyrelsen har anbefalet en anerkendelse.
Det er uholdbart.
En ny museumslov?
Mens momssagen kan klares med et pennestrøg og nogle millioner, så er forstoppelsen af museumsanerkendelserne er noget større politisk udfordring.
Man kan nemlig undre sig over, at et hav af lokalmuseer og herregårde forlængst har fået statsanerkendelse, mens nye, kvalificerede museer som Forstadsmuseet holdes ude af det fine selskab. Vestegnspolitikere støtter Forstadsmuseet i deres kamp for anerkendelse, mens Dansk Folkeparti peger på, at kunstmuseer bliver favoriseret på bekostning af kulturhistoriske museer.
Tilbage står kulturministeren med opgaven at finde en holdbar løsning.
Det kalder på en revision af museumsloven - og i yderste fald til en ny museumslov.
