Analyse: Skal kunst på recept i fremtidens Danmark?

Det er netop nu, politikerne skal vælge, om kunst på recept og musik i ambulancerne har helbredende virkning eller er det rene og skære flødeskum, skriver DRs kulturkommentator.

Sådan kommer det nye supersygehus i Hillerød til at se ud. Budgettet til kunsten på det nye hospital bliver nu kraftigt beskåret. (© © Herzog & de Meuron)

Kunsten hænger i en tynd tråd i tre aktuelle hospitalsbyggerier.

Region Hovedstaden sparer 25 af de 38 millioner, der var afsat til kunst på det nye sygehus i Hillerød.

På det nye Universitetshospital i Odense er der afsat 26 millioner til kunst, men allerede inden det første spadestik er byggebudgettet overskredet med 1,3 mia. kr. Regionspolitikerne tager stilling til, hvor de skal finde pengene, når de kommer fra sommerferie.

På det nye Universitetshospital i Køge er der også afsat millioner til kunst, men hospitalets projektdirektør, Helle Gaub siger allerede nu til Jyllands-Posten.

- Kunst kan man altid købe og hænge op senere.

Kultur På Recept

På Alternativets initiativ har Folketinget ellers afsat syv millioner kroner til et forsøg, der kaldes Kultur På Recept.

Vordingborg, Silkeborg, Nyborg og Aalborg har fået del i de såkaldte satspulje millioner, så man her i fremtiden kan få ordineret kultur på recept.

I Aalborg tilbyder man efter sommerferien Kulturvitaminer til borgere, der lider af stress, moderat angst eller depression.

Musik og litteratur er de bærende aktiviteter i Aalborg, hvor man inddrager byens mange kulturinstitutioner i tilbuddene til de syge.

Det nye Rigshospital

Også i tilbygningen til det nye Rigshospital, der skal stå klar i 2018, prioriteres kunst og kultur højt.

En række kendte og markante kunstnere dekorerer den nye Nordfløj og arkitekturen tilstræber at spille en lindrende og helbredende holdning for den syge. - Lyd, lys, farver og natur kan fremme psykisk velvære og give mindre stress, lyder det ligefrem i hospitalets vision for den nye Nordfløj.

Kulturelt flødeskum

I debatten om kunst og kultur i sundhedssektoren står to holdninger overfor hinanden: Den ene mener, at kunst og kultur er en slags flødeskum, der kan undværes i sparetider. Den anden fløj argumenterer for, at kunst og kultur faktisk kan hjælpe den syge - også med at rejse sig fra sygesengen og vende tilbage til samfundets kulturelle fællesskab.

Udenlandske erfaringer fra bl.a. Region Skåne i Sverige, hvor man har en hel strategi for kultur i sundhedsvæsenet, tyder på at det kan betale sig, at integrere kunst og kulturelle oplevelser i sundhedsarbejdet.

Herhjemme argumenter fagfolk og forskere for, at forsøgene i Aalborg, Silkeborg, Nyborg og Vordingborg skal udvikles som standard i hele landet. Sådan at kulturelle tilbud på recept og musik i ambulancer, sengeafsnit og operationsstuer altså bliver hverdag i hele Danmark.

Forskerne havde for nylig foretræde for folketingets sundheds- og kulturudvalg, uden at der dog er endnu er kommet noget ud af det.

Det er altså netop nu, at en grundig debat og evaluering af de eksisterende forsøg kan gøde jorden for politiske beslutninger i folketing, regioner og kommuner.