Det kan godt være, at den snart 60-årige langbenede blondine ofte beskyldes for at være med til at skabe et forskruet idealbillede af kvindekroppen.
Men faktisk var Barbie-dukken, da den kom frem i 1959, med til at sætte pigers fremtidsdrømme fri fra udelukkende at sigte mod moderskabet.
Frem til da havde en dukke nemlig været en baby-dukke, som man gav den lille pige, så hun kunne øve sig på rollen som mor.
Det fortæller Andreas Hansen, direktør og brandekspert i bureaunetværket Dentsu Aegis i anledning af en storstilet Barbieudstilling, der trækker fulde huse i Paris.
- Det, der var dukken, det var en baby dengang. Og den kunne man være mor for, og så var rollen defineret, fortæller han i Kulturlørdag på P1.
Stor skepsis i begyndelsen
Men Ruth Handler, en af medstifterne af legetøjskoncernen Mattel, så, hvordan hendes datter Barbara elskede at lege med påklædningsdukker med modetøj, og slet ikke interesserede for dukker, der lignede babyer.
Hun var mere interesseret i at forestille sig selv i fremtidige roller som ung kvinde end i rollen som mor eller hjemmegående.
Og selv om der i begyndelsen ikke var nogen, der troede på den lille langbenede dukke, så blev hun revet ned fra hylderne, da hun først kom ud i butikkerne i 1959.
- Den var på messer, hvor den kunne blive solgt til forhandlere, men der var ingen der ville købe den. Så var der nogen der sprang ud i det, og så blev den revet ned fra hylderne, for forbrugerne var i virkeligheden helt vilde med den her nye dukke, som var alt andet end den klassiske baby, fortæller Andreas Hansen.
Fra stewardesse til præsidentkandidat
- Her kom en kvinde, hvor du skulle forholde dig til alle mulige andre ting end til din egen rolle. Her kunne du drømme ud, hvis du var en lille pige. Så havde du jo pludselig en mulighed for at drømme dine egne drømme ud, siger han.
Og mulighed for at drømme har der været rigeligt af.
Barbies alder er med vilje svær at fastsætte. Hun kan både være en gymnasiepige, studerende eller en ung kvinde.
Hun begyndte sit liv som pinup-model og stewardesse, men har siden udført et hav af job fra astronaut og kirurg til businesskvinde og aerobicinstruktør. Hun har endda stillet op til præsidentvalget hele fire gange.
Den lille, hvide piges drøm
Så den lille, hvide piges drømme har været lette at give liv fra begyndelsen. Sværere har det været for børn med anden hudfarve. For selv om Barbie allerede i 1968 fik en sort veninde, Christie, så skulle vi frem til 1980 før der kom en reel sort Barbie.
Mange mødre har også ment, at Barbies ultratynde krop har været en trussel mod de små pigers selvværd og fremmende for urealistiske kropsidealer. Det er dog først i år lykkedes at få legetøjsgiganten Mattel til at bukke under for presset og fremstille dukken med mere almindelige kropsproportioner.
Dermed mener Andreas Hansen, at Mattel har vist en vilje til at løbe en risiko ved at ændre noget fundamentalt ved dukken, men samtidig har man fremtidssikret den ikoniske blondine.
- Man kan godt følge med tiden ved at give en anden hudfarve eller noget andet hår eller en anden profession – om man er præsidentkandidat, eller bliver skudt til månen – men det, der virkelig indeholder noget, er når man begynder at give hende nogle former og begynder at give hende nogle andre ting, som det man oplever i hverdagen som almindelig konsument.
