Mandag slog salget af Picasso-maleriet ’Les Femmes d'Alger’ (Version O) rekorden for salgspriser på kunst på auktion, da det i auktionshuset Christie's i New York gik for, hvad der svarer til 1,2 milliarder kroner.
Men rekorden gælder kun for kunst solgt på auktion. Tager man private salg med også - er der pludselig langt op til de 2 milliarder kroner, som billedet 'Nafea Faa Ipoipo' (Vil du gifte dig med mig) af Paul Gauguin blev solgt for i februar. Ifølge New York Times oplyser kilder med insider-viden i kunstverdenen, at køberen er fra Qatar.
Læs om en udvalgt række af verdens dyreste malerier - og køberne af dem - i billedserien herover.
Prisen stiger altid for de 30 største
Og loftet for prisen på Picasso-maleriet er højest sandsynligt ikke nået endnu. Picasso er i en gruppe af omring 30 kunstnere, der er så populære, at deres kunst i fremtiden højest sandsynligt kun vil stige i værdi.
Det forklarer DR’s kunstekspert Adrian Hughes, der ud over at være vært på flere af DR’s kunstprogrammer også har holdt foredrag om netop emnet kunst og økonomi.
- Det kan nærmest ikke gå galt med de 30 største. Penge vil simpelthen flokkes om dem, siger han og nævner navne som Francis Bacon og Lucian Freud som en del af den unikke gruppe kunstnere.
Det var netop et værk af Francis Bacon, der blev vippet af pinden som det dyreste stykke kunst solgt på auktion, da Picasso-maleriet blev solgt.
Det handler ikke om kunst
De ultra-rige, der bruger sådanne summer på kunst, gør det på ingen måde for kunstens skyld, vurderer Adrian Hughes.
- Et køb af et maleri til over milliard er fuldstændigt fritskrabet for kunstinteresse og begejstring for kunst. Det er handlet på tilliden til, at det ikke bliver mindre værd – og ikke mindst den kulturelle status, der følger med.
Og netop den sociale og kulturelle status blandt andre rige, er enormt vigtig, lyder det fra Hughes.
- Meningen med købet er jo selvfølgelig også, at de rige venner, der kommer på besøg i den 650 kvadratmeter store penthouselejlighed med udsigt til Central Park, som køberen bor i, opdager - at det var ham, der fik den Picasso, som alle medier skrev om. Det er jo en kolossalt statusboost for hvem som helst.
Dansk kunstner er steget voldsomt i pris
Et af den danske kunstner Tal R’s billeder kostede for 20 år siden omkring 10.000 kroner. Det er blevet solgt til 1,4 millioner kroner, fortæller Adrian Hughes, som godt officielt tør spå, at den danske kunstners værker vil blive ved med at stige i pris.
- Nogle af hans værker kunne sagtens være 14 millioner eller 24 millioner værd om fem år.




