Den danske ballet-solodanser og koreograf Johan Kobborg forlader sin stillingen som chef for Rumæniens Nationale Balletkompagni.
Det sker efter en konflikt med ledelsen af nationalscenen i Bukarest, ONB.
Det oplyser Johan Kobborg i en pressemeddelelse.
Den 43-årige dansker var i en årrække solodanser på Den Kongelige Ballet og Royal Ballet i London, før han i december 2013 blev chef for det rumænske balletkompagni.
Konflikten med den øverste ledelse på ONB begyndte ifølge hjemmesiden Romanian-insider.com for cirka en uge siden, da ledelsen fjernede Kobborg fra stillingen som kunstnerisk direktør for nationalscenens balletkompagni.
Ledelsen understregede dog, at den ønskede at beholde danskeren som solodanser.
Minister har mæglet i konflikten
Fyringen blev ikke vel modtaget blandt danserne, og den berømte rumænske ballerina Alina Cojocaru - der er forlovet med Johan Kobborg - trak sig fra sin hovedrolle i stykket ’Manon’.
Det fik den rumænske kulturminister til at mægle i konflikten, hvilket i første omgang faldt ud til Johan Kobborgs fordel, der blev genudnævnt til stillingen som kunstnerisk direktør.
Men den gode stemning varede kun få dage, fordi danserne - ifølge Johan Kobborg - blev bedt om at lyve om årsagen til, at Alina Cojocaru havde trukket sig fra ’Manon’.
Ledelsen hos ONB har ikke kommenteret Johan Kobborgs påstande ifølge romanian-insider.com.
/ritzau/
