De har begge en forkærlighed for kunst og ballet, og nu har den danske dronning og popsangeren Oh Land sagt ja til at udfolde deres talenter i en ny forestilling i Tivoli.
Det er det næsten 1000 år gamle eventyr om Askepot, der til næste år bliver opført på Pantomimeteatret.
Her skal dronning Margrethe stå for scenografien, mens Oh Land med det borgerlige navn Nanna Øland Fabricius skal stå bag musikken til forestillingen.
Det afslørede Tivoli mandag på et pressemøde, hvor både dronningen og Oh Land var til stede.
Scenografi-erfaren dronning og balletkendt sanger
Det er langt fra første gang, at dronningen udlåner sine kreative kræfter til Tivoli.
Hun har blandt andet stået bag scenografier til ’Svinedrengen’ og ’Fyrtøjet’, og i alt er det indtil videre blevet til seks forestillinger med flere genopsætninger.
For Oh Land, der står bag hits som ’Son Of a Gun’ og ’White Nights’, er det første gang, hun skal sætte musik til en ballet.
Sangerinden har dog selv en fortid som balletdanserinde, hun kan lade sig inspirere af.
Premieren på ’Askepot’ finder sted 25. juni 2016 i Tivoli.
/ritzau/
