Banksy er en af verdens mest kendte streetart-kunstnere.
Men ingen ved med sikkerhed, hvem han er.
Kunstneren, der hyppigt kommer med politiske indspark gennem sine offentlige kunstværker, udfører nemlig sit virke i al hemmelighed.
Kunstværkerne er typisk lavet ved at sprøjte maling over skabeloner, og de dukker ofte ubemærket op på husmure og gadehjørner.
Sådan har det været siden Banksy begyndte sit virke som grafittikunstner i Bristol i 1990'erne. Siden da er hans kunstværker dukket op over hele verden, og ofte har de haft et politisk eller samfundsmæssigt budskab.
Og selvom mange har gættet på, at personen bag Banksy i virkeligheden er Robert Gunningham fra Bristol, så er det aldrig blevet bekræftet.
Før nu – næsten da.
Britiske forskere mener nemlig at have fundet det afgørende bevis for, at Gunningham er Banksy. Det skriver The Independent.
Konklusion er forskerne kommet frem til ved at benytte sig af teknikken geografisk profilering, som er mere kendt inden for detektivgenren end kunstverden.
Metoden går ud på at kortlægge gerningsstederne for en forbrydelse – eller i dette tilfælde kunstværker – og sammenholde det med centrale adresser for en mistænkt person.
Filosofien bag er, at forbrydelser, og hér streetart-kunst, finder sted tæt på ”gerningsmandens” hjem, og i dette tilfælde fandt forskerne store sammenfald mellem, hvor Gunningham befinder sig og Banksys kunstværker.
