Det var en meget tilfreds forsvarsadvokat, der mødte pressen efter Københavns Byret havde frikendt tre mænd for forsøg på bedrageri af særlig grov beskaffenhed.
- Jeg er meget tilfreds med dommen. Det er ikke nogen overraskelse, for byretten sagde allerede 13. januar sidste år, at der ikke var et mistankegrundlag, siger forsvarsadvokat Henrik Høpner.
- Det er en skandale, at man har brugt så mange ressourcer på at gennemføre en retssag, der aldrig burde være ført.
Advokaten henviser til grundlovsforhøret af de tre mænd tilbage fra januar 2015. Efter det næsten 11 timers lange retsmøde løslod dommer Jacob Scherfig de tre mænd, da der ikke var ”en begrundet mistanke om sigtelsen”.
Københavns Byret lagde i sin afgørelse vægt på, at det ikke kunne bevises, at de tre mænd indleverede bronzeskulpturen af Rodins ’Grubleren’ til det britiske auktionshus Christie’s med henblik på salg, hvilket var anklagerens påstand.
Ifølge forsvaret var målet med indleveringen at få en ny vurdering af skulpturen, som Rodin Comiteen allerede havde vurderet var en forfalskning.
Hos Anklagemyndigheden blev dagens dom modtaget med skuffelse af advokaturchef Per Justesen.
- Men det blev resultatet. Retten har vejet de beviser, der har været i sagen og åbenbart fundet dem for lette, siger han.
Anklagemyndigheden har nu 14 dage til at overveje, hvorvidt man vil anke dommen.
