Krigsveteran i balletforestilling: Det er terapeutisk

’I føling’ er titlen på Det kongelige teaters nye ballet, der er instrueret af Christian Lollike. Forestillingen bruger både balletdansere og krigsveteraner.

I balletten 'I føling' optræder balletdansere sammen med krigsveteraner, som har været udstationeret i Afghanistan. Formålet er at vise hvilke omkostninger der er ved krig, både fysiske og psykiske. (Foto: © Søren Solkær Starbird, Det kongelige teater)

- Den, der ønsker fred, bør forberede sig på krig. Når jeg står skulder mod skulder med mine kammerater i den afghanske morgen, bliver jeg en muskel i en hær.

Sådan lyder et uddrag fra Det kongelige teaters nye ballet 'I føling'.

Noget som jeg aldrig har set før

'I føling' er ikke en almindelig ballet. Forestillingens instruktør Christian Lollike har valgt at blande professionelle balletdansere med skadede krigsveteraner.

- Jeg søger hele tiden nye måder at fortælle og bruge scenen på. Blandingen af ballet og soldater, der er krigsskadede og fortæller deres historie, det giver noget, en genre, som jeg ikke ved, hvad er. Det giver noget, som jeg aldrig selv har set før, og det er derfor, jeg laver det, fortæller Christian Lollike til DR Kultur.

Tre veteraner

Det kongelige teater kalder 'I føling' for en "krigsballet". De tre tidligere soldater, som medvirker i forestillingen, har været udstationeret i Afghanistan.

De har alle mén fra deres tid i krig - en har mistet sit ene ben, en anden begge og en tredje lider af posttraumatisk stresssyndrom.

Den 42-årige veteran Jesper Nøddelund fik sidste efterår konstateret sidstnævnte diagnose. Som en af del af forestillingen fortæller han, hvordan hans hverdag udfordres af sygdommen:

- Når jeg går i et supermarked, i Netto, scanner jeg altid (rummet, red.), og hvis der er for mange mennesker, skynder jeg mig ud igen. Jeg kan føle, at væggene trækker sig sammen om mig.

I forestillingen forklarer Jesper Nøddelund, at selvom han kom hjem fra Afghanistan i 2004, så føles det som om, han aldrig rigtig kom hjem, fordi han stadig døjer med krigens konsekvenser.

En terapeutisk proces

Jesper Nøddelund er glad for at være med i forestillingen, som har haft en positiv effekt på hans psyke.

- Jeg synes, det er et super-fantastisk projekt, det bliver mere og mere spændende for hver dag. For mig hjælper det lidt terapeutisk at komme af med min historie. Jeg har gået med den i ni år alene, så det hjælper rigtig meget, siger Jesper Nøddelund til DR Kultur.

Der opstår noget nyt

Ballettens instruktør Christian Lollike er også glad for resultatet. Nogle gange fungerer det, når modsætninger mødes på scenen:

- Jeg leder hele tiden efter nogle modsætninger. Enten kan man ikke forene dem, og så er det et mislykket projekt, eller også opstår der noget, et tredje sprog på en eller anden måde, og det er det, vi leder efter, forklarer Christian Lollike.

Formålet med at have veteraner med i forestillingen er at vise, hvad krig virkelig handler om. Deres skader viser, hvilke konkrete omkostninger krigen i Afghanistan har haft.

Mærkværdig og smuk

'I føling' blander balletdansens bevægelser med krigens. Dansernes forfinede sprog fremstiller soldaternes sindstilstand, forklarer Christian Lollike.

Christian Lollike selv er rørt over kombinationen.

- Martin, som har mistet begge sine ben på en mine - at se ham danse med balletdanserne, det er jo, så jeg nærmest selv er ved at tude. For det ser bare mærkværdigt og smukt ud, synes jeg, og grotesk, siger han til DR Kultur.

'I føling' har premiere torsdag den 22. maj.