- Skal du have en brochure?, lyder det fra en af de mange frivillige.
Det kan mærkes, at der er noget helt særligt i luften i Nykøbing Mors disse dage.
På denne tid af året er det nemlig igen blevet tid til det årlige Kulturmøde.
Folk har taget mødet til sig
I byens centrum kan musik og støj fra højtalere tydeligt høres. Larmen kommer blandt andet fra Kulturtorvet, som torvet i centrum netop er blevet omdøbt til.
På torvet står folk begejstret og overværer et kor på scenen, der blæser igennem med deres sang og instrumenter. Musikken er bare en brøkdel af Kulturmødet.
Ved torvet står også flere frivillige og guider folk rundt til de mange forskellige kulturarrangementer i byen. En af de frivillige er Jette Heibøll på 66 år.
- Kulturmødet har accelereret meget positiv respons fra de lokale. Det eneste negative jeg hører fra folk, er, at de ikke kan nå det hele, siger hun med et grin.
Hun har været med alle år Kulturmødet har eksisteret, og hun har derfor nøje fulgt mødets udvikling.
- Første år vidste de lokale ikke rigtig, hvad det var for noget. Det har taget lidt tid for folk i lokalområdet at vænne sig til det, men i dag er alle rigtig glade for Kulturmødet, siger hun.
Mødet er blevet mere stringent
Kulturmødet holder ikke kun til inde i centrum af byen.
Både nede ved Limfjorden, der i kulturdagene er blevet omdøbt Kulturfjorden og ved den helt store kulturplads vest for centrum, er der et væld af kulturelle arrangementer.
Særligt Kulturpladsen tiltrækker mange besøgende, da det er her de fleste debatter foregår.
For at komme ud til Kulturpladsen fra centrum, skal man gennem en lille afspærret vej, der er blevet døbt Kulturvejen.
Vejen er lukket af for al trafik, og folk valfarter i begge veje frem og tilbage for at få det hele med.
Blandt de mange valfartende gæster der har taget vejen ud til Kulturpladsen, er der liv og glæde at spore.
En af de mange besøgende er Kasper Ravn Fredensborg på 33 år.
- Jeg tager til Kulturmødet for at samle ny inspiration. Til Kulturmødet snakker jeg med folk, som jeg normalt ikke vil snakke med, siger Kasper Ravn Fredensborg.
Han har set kulturmødet vokse, og trods den stigende interesse fra folk udefra, så føler han, at mødet ikke skal blive større.
- Det har været et andet møde i forhold til sidste år. Godt nok er Kulturmødet blevet mere organiseret og landsdækkende, men jeg føler, at det er blevet en smule mere stringent, hvor enkelte mennesker ikke længere får vist deres kultur. Vi skal passe på, at mødet ikke kun bliver for kultureliten, siger Kasper Ravn Fredensborg, mens han gør sig klar til at spise med kollegaerne fra Herning.
Kulturmødet er årets højdepunkt
Anne Mette Nielsen på 43 år er også at finde på Kulturpladsen.
- Det er meget liv i byen under Kulturmødet, og der er sket meget på få år. Kulturmødet er årets højdepunkt i Nykøbing Mors, siger hun og fortsætter:
- Da det første møde fandt sted for fire år siden, tænkte de lokale, at kulturmødet var lidt for langhåret. Men folk har sidenhen taget godt i mod det, konkluderer Anne Mette Nielsen, mens hun overværer en gymnastikopvisning på Kulturpladsen.
Lørdag klokken 14.00 er det hele så slut. 48 timers kulturmøde er overstået med over 80 samtaler og godt 300 oplevelsesarrangementer.
