Skulpturen er over 10 meter høj og forestiller en knyttet næve, der holder en buket tulipaner.
Og til næste år kan den ses foran nabo-museerne Palais de Tokyo og Museum of Modern Art i Paris til minde om ofrene for de seneste franske terrorangreb, hvoraf terrorangrebet i Paris 13. november 2015 med 130 døde var det mest blodige.
Bag skulpturen, der netop nu er ved at blive bygget i Tyskland, står den amerikanske kunstner Jeff Koons, der er bedst kendt for sine metalliske skulpturer af ballondyr og andre hverdagsobjekter.
Jeff Koons håber, at blomsterne vil give ofrenes familier styrken til at fortsætte.
- De er et symbol på, at livet bevæger sig fremad, sagde han på et pressemøde i mandags og tilføjede, at han har valgt tulipaner specifikt for deres evne til at holde sig oppe.
Det fransk-amerikanske venskab
Hånden, der holder dem, skal symbolisere hånden på Frihedsgudinden, hedder det i en pressemeddelse.
- 130 år efter, at Frankrig gav USA Frihedsgudinden, vil Jeff Koons markere den fransk-amerikanske alliance, der har holdt og blomstret i mere end 200 år.
Paris’ borgmester, Anne Hidalgo, hilser skulpturens optimistiske budskab velkommen.
- At så stor en kunstner har fået den originale ide at forære Paris et monumentalt værk, der symboliserer generøsitet og det at dele, viser de ubrydelige bånd mellem vores hovedstad og USA, sagde hun.
Ifølge den britiske ambassadør i Frankrig, Jane Hartley, der har stået for samarbejdet mellem Museum of Modern Art og Jeff Koons, er sidstnævnte ”den største nulevende kunstner i USA”. Og ifølge New York Times bliver hans værker normalt solgt for flere hundrede millioner dollars.
Men Jeff Koons tager sig ikke betalt for at lave det parisiske mindesmærke; det er en gave.
De over 22 millioner kroner, værket koster at fremstille, er finansieret af private donorer fra USA og Frankrig.
