Sælger streetart-kunstnere ud, når de begynder at tjene penge?

Fra ulovlige spraymaling til folkelig gadekunst - streetart hitter, men hvor etableret kan en subkultur tillade sig at blive?

Streetart-kunstneren Banksy er en af dem, der har haft størst succes med kunstarten i Europa. Selvom hans identitet er ukendt, så bliver han værker solgt for store summer. (Foto: © Dave Etheridge-Barnes, Getty Images)

I Tirstrup Lufthavn nord for Aarhus er streetart-kunstneren Peter Birk ved at udsmykke et højt ventilationsrør. Han har, som så mange andre graffitimalere, tidligere haft hættetrøjen trukket langt op over ørene, når han i nattens mulm og mørke har sprayet ulovligt på togvogne.

I dag driver han Galleri Grisk, der udstiller og laver streetart. Ligesom det han ved højlys dag er i ved at tegne op ved indgangen til lufthavnen.

- Jeg er jo nok ved at gå over til den mere anerkendte kunstgenre i forhold til tidligere. Hr. og fru Danmark kan bedre lide at kigge på motiver end på hiphopbogstaver på togene, fortæller han, til P1 Kulturlørdag, mens han står fire meter over jorden på sit arbejdsstillads.

Det er ikke kun den 31-årige Peter Birk, der er modnet. Der er også sket en modningsproces i streetarten, hvor flere af graffitimalerne i dag er anerkendte kunstnere, som kan tage sig godt betalt for deres arbejde.

Fra undergrund til folkelig

Et andet sted i Danmark stiger Donald Trumps ansigt op som en lille sol mellem to Teletubbies i et barnligt, grønt landskab på et plankeværk. Det er den 22-årige sønderjyde Andreas Welins værk. Han har de sidste par år malet i både København og New York.

Han hører, ligesom Peter Birk, til de veletablerede streetart-kunstnere. Men sælger man egentlig ud af sin identitet som subkultur, fordi man træder over i kunstverdenen?

Det, synes Andreas Welin, er svært at svare på.

- Jeg tvivler på, at jeg bliver så kunstnerisk anerkendt, at jeg kommer på museum. Men der er da nogle streetart-kunstnere, der senere bliver uddannet på kunstakademier. Det er tit med en ambivalent følelse, for livsstilen er jo egentlig en uddannelse i sig selv.

Salg gør dig ikke mindre street

Peter Birk er uenig i, at man sælger ud af sin subkultur, bare fordi man som streetart-kunstner begynder at tjene penge.

- At man sælger meget gør dig ikke mindre en del af graffitimiljøet. Det er, hvordan du ellers opfører dig, for mange af os kender hinanden gennem mange år, og vi forstår og stoler på hinanden. At vi er begyndt at sælge noget er jo bare heldigt.

Dog kan Peter Birk dog ikke komme udenom, at essensen med undergrundsmiljøer er, at de ikke skal være for folkelige.

- Det var jo hele meningen med graffiti- og hiphop kulturen i første omgang, at hr. og fru Danmark ikke skal kunne relatere til den, for det er jo en subkultur.