Meningerne er delte om martyrudstillingen, der åbner i dag. For kan man kalde selvmordsterrorister for martyrer?
Kulturminister Bertel Haarder (V) har allerede kritiseret, at udstillingen benytter begrebet martyr for nogle, der ikke kun ofre sig selv, men også andre.
- Det er det stik modsatte af, hvad martyrer gør, har Bertel Haarder sagt.
Men det at dræbe andre for det man tror på, afskriver ikke umiddelbart en fra at blive martyr.
Karsten Fledelius, der er lektor emeritus i historie ved Københavns Universitet, siger, at en af de første kendte selvmordsterrorister er Samson fra Det gamle testamente. Han blev taget til fange af filistrene og væltede deres tempel, så han tog flere andre med sig i døden.
- Mange vil kalde Samson en martyr, fordi han vidner om sin tro og opfattelse af retfærdighed, siger Karsten Fledelius til DR 2 Morgen og peger på, at ordet martyr oftest bruges om en person, der er på ens egen side.
Samtidig siger han, at Samson ender med at få hævn, hvilket også gør sig gældende i moderne terrorisme, når f.eks. IS begår terror, fordi IS-krigere er blevet bombet i Syrien.
Kan ændre definition
Sabine Kirchmeier er direktør i Dansk Sprognævn. Hun siger, at ordet martyr på dansk hidtil har været knyttet til de kristne, der gik i døden for deres overbevisning uden at dræbe andre.
Men hun fortæller, at andre landes definitioner og globaliseringen samt blandt andet også den aktuelle martyrudstilling kan ændre den danske betydning.
- Det, at udstillingen er kommet, kan muligvis være med til at udvide begrebet. Det er jo et tydeligt eksempel på, at sproget ikke ligger fuldstændig stenfast, og at det rykker sig, siger Sabine Kirchmeier til DR 2 Morgen.
Sagen kort
- •
Det danske teater Sort/Hvid står bag martyrudstillingen, der åbner for offentligheden i aften. Udstillingen undersøger martyrbegrebet og indeholder også effekter om selvmordsterroristerne fra lufthavnen i Bruxelles og spillestedet Le Bataclan i Paris.
- •
Kulturminister Bertel Haarder har kaldt udstillingen vanvittig og kritiserer, at terroristerne bliver udstillet side om side med f.eks. Socrates og Rosa Luxemburg.
- •
Ordet martyr stammer fra græsk og betyder vidne. Gyldendals ’Den store danske’ definerer blandt andet martyr således: Alle, der har lidt og evt. er blevet dræbt som vidner for deres tro eller overbevisning, kan kaldes martyrer, og de findes i de fleste religioner.
- •
Udstillingen varer frem til 10. juni, og flere af dagene er der allerede udsolgt.
