De synger og jubler. Fodboldfans i vestlige fodboldtrøjer.
Danser og slår på tromme i Dohas gader en uge inden verdensmesterskaberne i fodbold går i gang i Qatar.
Det viser en række videoer, som de seneste dage har floreret på de sociale medier.
Men flere beskylder videoerne for at være iscenesatte og mener, at der er tale om falske fodboldfans.
Den holdning deler Rasmus Brun Pedersen, der er lektor i International Politik ved Aarhus Universitet.
- Videoerne virker tilrettelagt og koreograferet på en måde, så man tænker, at det er et led i en markedsstrategi fra regimet i Qatar.
Koreograferet fodbolddans
Videoerne er filmet og udgivet af det qatarske medie Doha News - et medie, der er styret af regimet i Qatar og viser en række forskellige fodboldfans skyde fodboldfesten i gang - alle ens, iført spritnye fodholdtrøjer og tilhørende bannere.
Bannere der signalerer, at de hepper på blandt andet England eller Tyskland under verdensmesterskaberne i Qatar.
Men det er ikke trofaste fodboldfans fra Europa, der jubler rundt i videoerne. Det er Rasmus Brun Pedersen ikke i tvivl om.
- De fans er ikke vestlige. Man kan se, at de er uniformeret i præcis samme fodboldtrøjer. Det hele virker som et stort teaterstykke og tyder på, at festlighederne er styret af nogen.
Ifølge Rasmus Brun Pedersen skulle de begejstrede fodboldfans i videoerne faktisk være grupperinger af indiske og pakistanske gæstearbejdere bosat i Qatar. Allesammen glade for vestlige fodboldhold- og spillere, siger Rasmus Brun Pedersen.
Og at gæstearbejderne tilfældigvis skulle have arrangeret fodboldfejring af sig selv, tror Rasmus Brun Pedersen ikke på.
- Normalt må man ikke samle sig på den her måde i Qatar, for landet har ikke forsamlingsfrihed. Derfor er det iøjefaldende, at så mange fodboldfans render rundt og fester i gaderne.
Der er tale sportswashing
Ifølge Rasmus Brun Pedersen er der tale om sportswashing. Han mener, at videoerne er propaganda.
- Det er vigtigt for Qatar at signalere, at det her VM er en kæmpe succes. Derfor deler de videoer, der viser, at folket er begejstret, siger Rasmus Brun Pedersen.
- Men folket i Qatar går normalt ikke op i fodbold. Derfor virker det meget iscenesat.
Jens Sejer Andersen, international direktør i Play The Game, deler samme holdning.
- De her fans ser ikke ret overbevisende ud, siger Jens Sejer Andersen.
Play The Game arbejder for etiske standarder, demokrati og gennemsigtighed i verdenssporten.
Og organisationens direktør finder ikke videoerne særlig troværdige.
- Det er aldrig sket før ved noget VM, at fangrupper tropper op så tidligt. Et styre, der kaster så mange milliarder kroner i propaganda, kunne jo nok have stille noget smartere op end det, vi ser i videoerne. Det ser meget opstillet ud, siger Jens Sejer Andersen.
Jens Sejer Andersen er heller ikke særlig overrasket over, at Qatar skulle have arrangeret falske fodboldfans og herefter filmet det til resten af verden.
- Forud for de her gigantiske events er der altid propaganda af forskellig slags. Qatar har kastet flere hundrede milliarder af dollars i arrangementet, så selvfølgelig bruger man også penge på at overbevise os i vesten om, at eventet er en succes.
Beslutningen om at gøre Qatar til værtsland for VM i fodbold 2022 er for længst blevet udråbt til en skandale, der har mødt massiv kritik. Blandt andet fordi tusindvis af migrantarbejdere er døde under bygningen af de massive nye fodboldstadioner i ørkenstaten.
Derudover er homoseksualitet ulovligt og kan straffes med fængsel i Qatar, hvilket også har skabt overskrifter i vestlige medier.
