Når man har været med til at grundlægge Microsoft, er man god for ufattelige summer. Og i Paul Allens tilfælde har man brugt en del af de penge på at samle på kunst.
Microsoft-medgrundlæggeren, der døde i 2018, havde ifølge BBC en unik kunstsamling, som tæller kendte mesterværker fra Botticelli, Paul Cézanne, David Hockney og Roy Lichtenstein.
Den kunstsamling kommer til november på auktion hos auktionshuset Christie's i New York, hvor den forventes at indbringe hammerslag i milliardklassen.
Forventningen er, at de omkring 150 værker i samlingen vil indbringe en milliard dollar, hvilket svarer til knap 7,5 milliarder kroner.
Indtjeningen fra auktionen vil gå til velgørende formål, som var et ønske fra Paul Allen.
- Paul Allens inspirerende person, den ekstraordinære kvalitet og diversitet af værkerne og ønsket om, at pengene skal gives videre til filantropiske formål, skaber en unik kombination, som vil gøre salget af Paul Allen-samlingen til en begivenhed uden fortilfælde, udtaler Guillaume Cerutti, der er administrerende direktør for auktionshuset Christie's.
Til BBC tilføjer han, at Paul Allen brugte kunsten både "analytisk og følelsesmæssigt".
Forpligtede sig til at give formue væk
Paul Allen blev født i Seattle i 1953, og 22 år senere grundlagde han sammen med barndomskammeraten Bill Gates tech-virksomheden Microsoft, som udviklede sig til at blive en verdens største virksomheder.
I 1983 forlod han Microsoft, da han blev diagnosticeret med lymfeknudekræft.
Samtidig var forholdet til Bill Gates blevet forringet, men over tiden blev Microsoft-grundlæggernes forhold varmere igen. Eksempelvis sad Paul Allen i Microsofts bestyrelse indtil år 2000.
Han blev efterfølgende behandlet for sin kræftsygdom med succes, og han levede som kræftfri de næste mange år.
Paul Allen havde en imponerende investeringsportfolio med en værdi på mange milliarder kroner, og dem brugte han - udover kunst - også på at blive ejer af NFL-holdet Seattle Seahawks og NBA-holdet Portland Trail Blazers.
Grundet sine mange Microsoft-aktier var Paul Allen en af verdens rigeste personer op gennem 90'erne og 00'erne. Han blev aldrig gift og havde ingen børn, og det var en medvirkende årsag til, at han i 2010 besluttede, at han ville donere størstedelen af sin formue til velgørende formål.
I 2010 var han verdens 37. rigeste person ifølge Forbes med en estimeret formue på omkring 100 milliarder kroner.
I 2010'erne vendte lymfekræften tilbage, og i 2018 døde han på grund af komplikationer fra sygdommen. Han blev 65 år gammel.