DR-chef om kommende sagsanlæg: De har haft rig mulighed for at råbe op

DR’s radiochef, Gustav Lützhøft, tager sagsanlæg fra produktionsselskab bag ’Cafe Hack’ helt roligt.

Cafe Hack holder til Aarhus, når de ikke turnerer rundt i landet om sommeren. (Foto: © Morten Thun, Scanpix)

Det kommer ikke som en overraskelse for DR’s ledelse, at produktionsselskabet bag P4-programmet 'Cafe Hack', SK Production, i dag har meldt ud, at de planlægger at sagsøge DR.

Det fortæller radiochef Gustav Lützhøft, der siger, at han ser frem til, at man kommer til bunds i sagen om, at produktionsselskabet har modtaget sponsorkroner, hvilket er imod DR’s regler.

-Det (sagsanlægget, red) får mig ikke til at vakle i min tro på, at vi står helt solidt på den beslutning, vi har truffet her, siger han om beslutningen om at lukke programmet og afbryde samarbejdet med produktionsselskabet.

Gustav Lützhøft ønsker ikke at løfte sløret for, hvor mange penge som SK Production har modtaget, men ifølge Radio24syv drejer sig om over én million kroner, som de har fået som betaling for at sende deres sommerprogram mindst 15 steder i landet.

SK Production har ikke ønsket at lade sig interviewe til DR Nyheder, men skriver i en pressemeddelelse, at beslutningen om at lukke programmet er taget på et fejlagtigt grundlag.

Produktionsselskab: Sponsorkroner var afgørende

Ifølge de to ejere af SK Productions, Søren Dahl og Kristian Borregaard, har pengene fra de forskellige lokationer været afgørende for, at de overhovedet har kunnet producere ’Cafe Hack’.

- Det har været 100 procent nødvendigt med disse midler for at kunne gennemføre disse events og for at kunne levere programmer til DR. Alle med forstand på radio- og tv-produktion kan bekræfte omkostningsniveauet ved den slags produktioner, skriver de, hvor det også oplyses, at i samråd med en advokat har valgt at lægge sag an.

Gustav Lützhøft, hvad siger du til beskyldningerne om, at DR godt vidste, sponsorkroner var nødvendigt for programmets overlevelse?

- Der har været rig mulighed for at råbe op, hvis de ikke mente, at betalingen stod mål med det, vi har efterspurgt. Vi har haft en klar aftale omkring det her og en klar aftale om, hvad man måtte og ikke måtte. Det er blevet overtrådt, og det er derfor, vi har truffet den beslutning, vi har i dag om at opsige samarbejdet, siger han.

På den pressemeddelelse som SK Production har udsendt, er det ret tydeligt, at I ikke er enige om, hvad reglerne var. Hvordan kan I have en forskellig opfattelse af det?

- Det, som står centralt i denne her sag, er, at DR's retningslinjer på det her område er fuldstændig klare, og de er en integreret del af de aftaler, som vi indgår med alle eksterne samarbejdspartnere, siger radiochefen.