Norsk regering vil sløjfe licensen

Norges svar på DR skal ikke længere finansieres med tv-licens, siger landets kulturminister.

Nordmændenes medievaner ændrer sig, og derfor skal licensen laves om, så den passer til virkeligheden, mener den norske kulturminister. (Foto: © Dennis Lehmann, Scanpix)

Norges statsfinansierede medie, NRK, skal ikke længere løbe rundt på baggrund af den årlige licens.

Det mener den norske regering, som nu lægger op til helt at afskaffe licensen, som den ser ud i dag.

I dag betaler nordmændene to gange om året til public service-stationen, men fremover vil regeringen have en ny finansieringsmodel, siger Norges kulturminister, Linda Helleland, til NRK.

- Vi går ind for, at NRK-licensen skal væk. Den skal ikke længere være knyttet til et TV-apparat. (…) Derimod kommer vi til at indføre en øremærket medieafgift, siger ministeren.

Planen er en ny form for afgift, som nordmændene skal betale enten per person eller per hustand.

- Vi går ind for øremærket medieafgift, fordi vi ønsker, at fællesskabet skal være med til at finansiere et godt NRK, siger kulturministeren.

Nytænkningen i forhold til licensfinansieringen bør ske, fordi folks medievaner også ændrer sig, forklarer hun.

I dag betaler nordmændene i alt 2.834,70 norske kroner årligt i såkaldt kringkastingsavgift.

Kulturministeren har ikke noget konkret bud på, hvordan NRK fremover skal finansieres.

- Regeringen vil se nærmere på, hvordan vi kan løse det. Men vi har bestemt os for et princip, og det er, at vi skal bevæge os væk fra licensen, siger Linda Helleland.

Herhjemme har den nye kulturminister, Mette Bock (LA), signaleret, at licensen, som går til DR og en række andre medier, skal skæres i fremtiden.

Hun mener, det skal være billigere at se tv, høre radio og læse nyheder på nettet.

- Jeg er ambitiøs, og jeg vil gerne have sænket licensen med fem procent om året, sagde hun 2. december.