Per Stig Møller skal være radiovært på P1

56 år efter sin radiodebut vender den tidligere konservative minister tilbage som vært - på sit eget program om public service.

Per Stig Møller debuterede som radiovært 4. maj 1961 med et program om digteren Morten Nielsen. Nu, 56 år senere, er han tilbage i æteren. (Foto: © KELD NAVNTOFT, Scanpix)

Inden Per Stig Møller var henholdsvis miljø-, udenrigs-, kultur- og kirkeminister, arbejdede han i mange år som journalist.

Og fra på mandag gør han det igen.

Her har den tidligere konservative politiker premiere på radioprogrammet 'PS' på P1 - en programrække på seks afsnit, hvor Per Stig Møller går tæt på, hvad public service egentlig er.

- Public service er vigtigere end nogensinde

- Public service er vigtigere end nogensinde, siger radioværten i en pressemeddelelse.

Han taler om et mediebillede, hvor mange får deres informationer fra sociale medier. Og i den forbindelse er det vigtigt at have et sted, hvor tingene bliver fremstillet så objektivt som muligt, siger han, og peger på, at private medier ikke på samme måde som DR, Radio24syv og TV 2 kan pålægges de samme forpligtelser om alsidighed og objektivitet.

- Derfor synes jeg, at man skal klappe hesten, inden man skærer public service helt ind til benet, siger Per Stig Møller.

Det var ham, der som kulturminister i 2010 ønskede en licensfinansieret radiokanal drevet af en privat aktør, som skulle konkurrere med Danmarks Radios P1. Inden kanalen blev døbt Radio24syv, gik den under tilnavnet 'Radio Møller'.

- Radio24syv er jo blevet en succes, og P1 er blevet bedre af, at Radio24syv kom til, mener Per Stig Møller.

Programmet 'PS' har premiere mandag 13. februar klokken 11:30 på P1.