- Det bekymrer mig, når man bliver ved med at høre om massefyringer. Men jeg prøver at være optimistisk, og håber, at folk kan finde ud af, at der er brug for god journalistik…
Ordene kommer fra journaliststuderende Aske Hald Knudstrup, som i fredagens udgave af P1’s Mennesker og Medier fortæller om sine overvejelser om at uddanne sig i et fag og en branche præget af store forandringer.
Usikkerheden går igen hos flere studerende, men enkelte ser det dog som en ”udfordring” at uddanne sig i et fag, hvor det synes helt umuligt at spå om fremtiden.
- Jeg tænker, at hvis man følger med udviklingen – og accepterer, at jeg ikke skal sidde på en papiravis - så skal det nok gå, lyder det fra studerende Mette Rohde.
De unge er ikke afklarede
Studievejleder Joan Husted på Journalisthøjskolen i Aarhus genkender de studerendes forestillinger om medieverdenen:
- Mange søger råd, fordi de har et diffust billede af, hvad de egentlig skal bruge deres uddannelse til. De er simpelthen i tvivl om, hvad det er for et arbejdsliv, der venter dem. Og det er klart, at med store forandringer i branchen er det svært at se, hvordan det tager sig ud om fem eller ti år, siger hun.
Dertil kommer, at et stigende antal studerende har svært ved at svare præcist på, hvorfor de vil være journalister.
Og det skyldes nok i høj grad den såkaldte fremdriftsreform, som skal få unge til hurtigt at komme i gang med en uddannelse, mener studievejlederen.
- Mange går i gang med en uddannelse uden at være afklarede om, hvad den kan føre til, siger studievejleder Joan Husted.
- Og fremdriftsreformen betyder helt klart, at mange vælger at starte på en uddannelse, som de ikke helt er afklarede med eller har tænkt igennem i forhold til et fremtidigt arbejdsliv.
Mennesker og medier sendes fredag 9.05 på P1, genudsendes lørdag 13.03 på P1 og kan også høres her.
