Bliver kaldt 'en musikalsk bastard': Fremadstormende duo vinder P3 Prisen

Den elektroniske hiphopduo Benal vinder den prestigefyldte pris P3 Prisen og 100.000 kroner.

Duoen Benal, der består af Benjamin Hav og Albert Wanscher, er fredag aften blevet kåret som vinder af P3 Prisen ved P3 Guld.

- Benal modtager P3 Prisen for at være en modig og kompromisløs original, som aldrig tager den lige vej, men hver gang sætter sig selv på spil og udfordrer sit publikum, lyder det i den begrundelse, som værten Petra Nagel læste op under showet.

- Benal er en musikalsk bastard, der bygger bro mellem hiphop og elektronisk musik og leverer pumpende poesi til krop, hjerne og hjerte.

- Niveauet er tårnhøjt, når den atypiske frontmand skyder med skarpt og fortæller historier om vingeskudt kærlighed, tager os med ind i forvrængede fantasier og fremkalder syrede billeder af det, der sker mellem mennesker, læste Petra Nagel og fortsatte:

- På godt og på ondt og på sin helt egen måde med langtidsholdbare tekster og musik man kan vende tilbage til og gå på opdagelse i igen og igen.

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn%3adr%3amu%3aprogramcard%3a59c56f676187a527182728dc

Aktuel med nyt album

Med prisen melder Benal sig ind i en eksklusiv klub med medlemmer som Saybia, Tina Dickow, Dúné og Mø, der alle tidligere har vundet P3 Prisen.

Benal debuterede med ep'en 'Baby' i 2013, der året efter blev fulgt op af yderligere to ep'er, 'Hiphop' og 'Hvad med nu?', og sidste år udsendte duoen så debutalbummet 'Nu', der modtog flotte anmeldelser, og i musikmagasinet Gaffa blandt andet blev kaldt 'genialt'.

Så sent som i sidste uge landede gruppens andet album, 'Hvis det virkelig er vigtigt', hvor gæsteoptrædener fra blandt andre Medina, Marie Key og Orgi-E er med til at sætte en tyk streg under, at Benal nu er med helt fremme i dansk musik.

Duoen kan opleves live på Train i Aarhus nu på fredag den 29. september og på Vega i København dagen efter, lørdag den 30. september.

Ud over Benal blev også stjerneskuddet Soleima hædret ved fredagens P3 Guld, hvor hun modtog prisen for P3 Talentet, mens Scarlet Pleasure vandt prisen for P3 Lytterhittet for 'Deja Vu'.

Tidligere vindere af P3 Prisen

  • 2016: Karl William

  • 2015: Ukendt Kunstner

  • 2014: Mø

  • 2013: Marie Key

  • 2012: When Saints Go Machine

  • 2011: Fallulah

  • 2010: I Got You On Tape

  • 2009: Veto

  • 2008: Dúné

  • 2006 (november): Mikael Simpson

  • 2006: (januar): Tina Dickow

  • 2005: Peter Sommer

  • 2003: Baby Woodrose

  • 2002: Swan Lee

  • 2001: Saybia