Hele verden talte om ham i går.
Fans delte hans portræt på sociale medier, online-medier "gik i breaking", og aviser har i dag ryddet forsiderne for den første musiker, der nogensinde har modtaget Nobelprisen i litteratur.
Men ham, de alle taler og skriver om - han forholder sig tavs. Bob Dylan har endnu ikke kommenteret sin nye Nobelpris offentligt.
Det havde han ellers mulighed for i går, da han i Las Vegas gav sin første optræden som Nobelprismodtager.
Under koncerten forholdt han sig ”cool as a cucumber”, som The Guardian formulerer det, og ytrede ikke andre ord til publikum end dem i hans tekster. Ikke så meget som et "godaften, Las Vegas" blev det til.
Fan: En af vor tids største poeter
Ude foran Chealsea Theatre i Las Vegas talte The Guardian med at par fans af His Bobness. En af dem var Corey Wright, der så Dylan live for første gang i går, men som har været fan siden 1965.
- Han var ikke den typiske rock’n’roll-sanger, siger han om dengang, han opdagede Bob Dylan og kvaliteten i hans tekster.
- De budskaber, han gav i sine sange, var virkelig noget, som unge mennesker kunne relatere til. Især det med Vietnamkrigen (som Dylan skrev protestsange om i 1960'erne, red.), sagde Corey Wright, der selv har været udstationeret, til The Guardian.
En anden fan, Richard Iozia, siger til avisen, at han ikke er overrasket over, at Bob Dylan vandt den litterære pris for at have skabt, som Nobelkomitéen formulerede det, ”nye poetiske udtryksformer inden for den store amerikanske sangtradition”.
- Han er en af vor tids største poeter, sagde han og tilføjede, at det føltes befriende, første gang han hørte Bob Dylan for 55 år siden.
Prisen vil officielt blive overrakt til den 75-årige sangskriver i december ved en ceremoni i Stockholm. Hvad han selv synes om nu at være i selskab med prominente forfattere som T.S Eliot, Ernest Hemmingway og Jean-Paul Sartre, må vi indtil videre selv forestille os.
