- Tak til alle jer, der har holdt liv i mig i de 33-34 år, jeg har levet af musikken!, lød det fra Kirsten Siggaard, da hun vandt prisen som årets kvindelige dansktop-solist.
Hun var nemlig en af de heldige, der kunne gå hjem med en pris, da der i aften var fest for dansktoppen til Dansktop Prisen 2017.
Hansi Hinterseer, Birthe Kjær og Peter Belli var blandt dem, de 6000 publikummer kunne opleve live i et udsolgt Jyske Bank Boxen i Herning.
Her kan du se, hvem der fik en pris i de forskellige kategorier - og hvem, der ellers var nomineret:
Årets Kvindelige Dansktop Solist:
Birthe Kjær Lotte Riisholt Kirsten Siggaard (vinder)
Årets Mandlige Dansktop Solist:
Dario Campeotto (vinder) Johnny Hansen Richard Ragnvald
Årets Dansktop Gruppe:
Kandis (vinder) Elsborg Maribo Maud & Mænd
Årets Dansktop Album:
Kandis / Kandis 17 (vinder) Dansvingerne / Fest i gaden Fede Finn og Funny Boyz / Ren røv at trut’ i…
Årets Dansktop HIT:
Gry Meilstrup / Kom og kys mig (vinder) Kejser Larsen / Velkommen i de arbejdsløses endeløse rækker Søren Sebber & Stine Bruun / Du kan godt selv høre det, ik’?
Årets Dansktop Koncertnavn:
Kandis Birthe Kjær (vinder) Klaus & Servants
Tak for alle årene
Udover de seks kategorier, som juryen valgte, blev der også fundet vindere af Dansktop Prisens nye talentpris, 'Mig og min Mentor', samt Familie Journals Læserpris, der afgøres af Familie Journals læsere via afstemning og Familie Journals Ærespris, som Keld Heick modtog sidste år.
Læserprisen gik til Kristoffer Dam og Tobias Ahnfelt-Rønne, der sammen danner Dansvingerne, mens æresprisen gik til Birthe Kjær.
- Det er fantastisk! Det er publikums skyld, at jeg er blevet ved! Tusind tak for alle årene, lød det fra en glad Birthe Kjær.
Vinderen af talentprisen 'Mig og min Mentor', som blev valgt af publikum og seere gik til Michael Korup Sørensen, der havde Johnny 'Kandis' Hansen som mentor.
På scenen optrådte desuden Kim Schwartz, Kandis, Fede Finn & Funny Boys, samt den forholdsvis nye gruppe Humørekspressen, der består af Pharfar, Klumben, Chapper og Peter Lützen fra gruppen Panamah, som er gået sammen for at komme med deres indspark til dansktoppen.
Læs mere i morgen, hvor vi bringer en reportage fra Dansktop Prisen 2017.
Her er juryen:
- •
Sanger, sangskriver og musikproducent Søren Bundgaard, der er kendt i den brede offentlighed som halvdelen af 'Kirsten (Siggaard) og Søren'
- •
Jørgen de Mylius, der især er kendt for sit mangeårige arbejde i forbindelse med det danske og det internationale Melodi Grand Prix.
- •
Thomas Trolle Hemdorff, der er marketing manager og musikekspert på Universal Music Denmark.
- •
Henrik Sørensen, der er label manager hos pladeselskabet Sony Music Denmark
- •
Carsten Michael Laursen, som er ekspert i dansktop og forfatter til bogen ‘Top-Pop’.