DJ Aligator: Succesen med ’The Whistle Song’ fik mig næsten til at droppe musikken

I begyndelsen af 00’erne brød DJ Aligator igennem med ’The Whistle Song’ og ’Lollipop’. Succesen fik ham næsten til at stoppe karrieren, men nu viser det sig, at det var meget godt, han blev ved.

(© PR-Foto)

- Undskyld, jeg først ringer nu, lyder det i telefonen med en grynet, søvnig stemme.

DJ Aligator, som egentlig hedder Ali Movosat, skulle egentlig have ringet omkring kl. 10.30. Men det blev sent, da han i går aftes spillede op til nattefest på Vig Festivals scene 21. Så klokken bliver først lidt over 12, før han ringer.

Koncerten i Vig udviklede sig til lidt af en fest i det proppede telt omkring Scene 21, hvor både unge og gamle piftede og hujede og trampede med.

Det gik ligefrem super, supergodt, fortæller Ali Movosat. Ligesom da han spillede til Thy Rock for en måned siden og på Døllefjelde Musse i storebededagsferien.

Mange tror, jeg er stoppet

Når man hører navnet DJ Aligator, tror mange ellers, at det var et levn fra begyndelsen af 00’erne. Nogle ville endda fejlagtigt sige fra 90’erne. Men sådan forholder det sig faktisk ikke.

- Der er mange, der tror, at jeg stoppede med at lave musik, efter jeg udgav ’The Whistle Song’ og ’Lollipop’. Jeg har faktisk udgivet fem albums, men de sidste af dem er rykket mere i udlandet end herhjemme, siger han.

Derfor ligger DJ Aligators anden USA-turné også lige om hjørnet. Fra oktober til december skal han spille ti forskellige steder – lige fra festivaler og klubshows i Los Angeles på vestkysten til New York på østkysten.

Men inden da venter en jyllandstur, hvor han i aften blandt andet skal spille i Varde og så i Ringkøbing i morgen. Men i modsætning til i udlandet foretrækker danskere stadig mest de gamle sange.

- Det har jeg det sådan lidt både og med. Jeg kunne jo godt tænke mig, at det rykkede mere med mine nye numre herhjemme. Det er jo sjovt at mærke interessen for det nye, når jeg spiller i USA, Australien og Asien. Når Aligator er på plakaten i Danmark, så kommer folk jo for at høre de gamle hits. Men det gode er, at de efter koncerten ofte fortæller mig, at de ikke var klar over, at jeg lavede ny musik, og at de også synes, at det er fedt.

Tæt på at droppe livet som musiker

For Ali Movosat var ’The Whistle Song’ lyden af "dengang".

Dengang det var hipt at gå i høje buffalosko, hvilket altså var for snart 20 år siden, hvilket publikum også får at vide, når de spørger, hvorfor DJ Aligator ikke bare kan spille som i de gamle dage.

(© PR-Foto)

Det med at blive sat i bås på grund af de gamle hits, gjorde ham længe ked af det.

Faktisk var han så tæt at lukke og slukke DJ Aligator-projektet omkring 2010, fordi han ville fri fra ’Lollipop’ og ’The Whistle Song’.

I sit forsøg på at lave singler, som kunne hamle op med den kendte fløjtesang, lavede han flere numre, han egentlig selv syntes var fede. Men intet skete, når de blev udgivet.

- Det var på ingen måde sjovt at tænke på, at man skulle lave et hit, som var lige så stort. For så kan du bare ikke lave det hit. Det var et kæmpe pres. Jeg overvejede endda at sælge mit udstyr og finde en anden måde at tjene penge på. Men jeg ville dø, hvis jeg skulle have et 8 til 16-job, siger han.

Først da han i 2013 overbeviste sig selv om, at han ikke behøvede at nå højderne fra 00’erne og bare skulle have det sjovt, fornemmede han, det gik fremad igen.

Nye singler kommer snart

Siden er det blevet til et par singler – blandt andet nummeret ’Fist Pump’, og snart venter to eller tre mere, som måske kan blive til et nyt album.

- Det vil være mikset med gamle Aligator-lyde, så folk ikke vil være i tvivl om, at det er mig, der har lavet det. Men produktionerne vil være mere stramme og up to date. En god blanding af dancemusic – og lyden af i dag, siger Ali Movosat.

(© PR-Foto)

Men helt at vende ryggen til slikkepinden og fløjten, duer altså heller ikke. For det er jo ikke sådan, at han fortryder sangene. Ja, faktisk går han på den anden side så langt og siger, at han også på sin egen måde holder af dem.

For hvis det ikke havde været for nostalgitrippet efter musikken fra 90’erne og de tidligere 00’ere, så ville det nok have været sværere for ham at bevise over for sit danske publikum, at han var andet end blot en slikkepind og en fløjtesang.

- Jeg har lagt mærke til, at mine koncerter rammer flere generationer. Både de helt unge, hvis forældre lyttede til de gamle sange, og så selvfølgelig også forældrene selv. Det vilde er, at alle de helt unge går helt amok og vil have autografer, fordi de både kan lide det gamle, men også det nye. Og der spiller nostalgibølgen nok ind, siger Ali Movosat.

Bliver en af dine nye singler så lige så stor som ’The Whistle Song’?

- Det kan jeg håbe, men det er ikke sådan, jeg tænker. Det var netop den fejl, jeg begik tidligere, når jeg skulle måle op mod ’The Whistle Song’. Det vil jeg ikke mere. Nu handler det bare om at have det sjovt.