I månedsvis har Ed Sheeran hærget streaming-tjenester og radiobølger med 'Perfect', både i originalversionen og duetudgaven med Beyoncé.
Så sent som sidste uge var 'Perfect' stadig den tredjemest spillede sang i dansk radio - og lå stadig som nummer 36 på musiktjenesten Spotify.
Lyt først til Ed Sheerans nummer her:
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5aa7c2e16187a414e8e9568b
Med så massiv succes følger også et mæthedspunkt, og selv britens største fans har måske efterhånden brug for nye musikalske input.
Som en service får du her seks numre fra forskellige musikalske perioder og genrer, der dyrker nogen af de samme musikalske dyder. Hvem ved, måske bliver en af dem din nye favorit?
Elvis Presley 'Can't Help Falling in Love With You' (1961)
'Perfect's rolige tempo og enkle arrangement (i hvert fald i første del af nummeret) har et sammenfald med en af populærmusikkens allerstørste ballader.
Crooner-kongen over dem alle byder dog også ind med et knivskarpt herrekor, der udsøgt understøtter hans præcise betoninger.
Ligheden har i øvrigt fået den amerikanske gruppe BTWN US til af indspille et mashup-covernummer, der har hittet på YouTube.
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5aa283466187a4022404cb98
The Righteous Brothers 'Unchained Melody' (1965)
Den simple melodi og adstadige rytme går igen hos denne udødelige klassiker fra amerikanske The Righteous Brothers (der ikke var brødre).
Det doo-woopede groove, den storladne sangstil og finale er dog forskellig fra Sheeran, der godt nok også bruger strygere, men med knap så stejlt stigende spændingskurve.
Også her har internettet opdaget sangenes ligheder.
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5aa281a56187a4022404cb84
Little Big Town 'Girl Crush' (2014)
Og nu til noget helt andet – og så alligevel ikke. Den amerikanske countrygruppe hittede stort i hjemlandet med denne ballade, der ligesom 'Perfect' også er centreret om en simpel akkordrundgang og roligt plukkende guitar.
Modsat hos Sheeran bygger nummeret dog ikke op, men holder tværtimod den nedbarberede intensitet hele vejen igennem.
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5aa286496187a4022404cbb3
Backstreet Boys 'I'll Never Break Your Heart' (1995)
Vi skifter igen genre. Et af historiens største boybands ved nemlig også, at mellemtempo og 'less is more' er vejen frem, hvis man skal fyre op under balladestemningen.
Femkløverets nummer er dog en lille smule langsommere, men inspirationen fra r'n'b-subgenren New Jack Swing skaber til gengæld rytmisk fremdrift.
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5aa282bf6187a4022404cb91
Boyz II Men 'I'll Make Love to You' (1994)
Hvis vi fortsat holder tempoet en smule nede, men tilføjer den simple musikalske grundopskrift med en ordentlig dosis fløde, er resultatet denne r'n'b-klassiker.
Den tidstypiske 90'er-produktion er selvfølgelig forskellig fra Ed Sheerans opdaterede poplyd, men det følelsesmæssige engagement er indiskutabelt.
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5aa2823a6187a4022404cb8e
R. Kelly 'If I Could Turn Back the Hands of Time' (1999)
R. Kelly er en dybt kontroversiel karakter med flere sager om seksuelt misbrug klæbende til sig, men han er også en af sin generations bedste sangskrivere.
Det kan man høre på den tålmodigt opbyggede ballade, der sjovt nok (også) låner fra Righteous Brothers-nummeret i omkvædet – og som Ed Sheeran i øvrigt ved flere lejligheder af spillet coverudgaver af.
Så er ringen sluttet.
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5aa284726187a4022404cba7
