I aften bliver den røde løber endnu engang rullet ud til P3 Guld, og DR Koncerthuset bliver igen fyldt med kunstnere, musikentusiaster og festglade fans, der sammen skal fejre dansk musik.
Siden 2001 har P3 hyldet danske musikere, trukket publikum gennem hele følelsesregistreret og serveret mange, mindeværdige øjeblikke, åndeløse sceneshows og (nogle gange lidt for) skøre sketches.
Inden aftenens show eksploderer i stjernestøv og konfetti, inviterer vi dig med på en tidsrejse gennem de P3 Guld-øjeblikke, som har været noget helt specielt.
SAVEUS debut, 2015
SAVEUS slog benene væk under publikum i DR Koncerthuset under P3 Guld sidste år.
Det var bandets debut og et comeback for forsanger Martin Hedegaard, der blev kendt i hele Danmark, da han vandt X Factor i 2008.
Et helt særligt P3 Guld-øjeblik, der efterhånden er blevet set og genset knap 450.000 gange på Youtube.
MØ og Sporty Spice, 2014
Til P3 Guld 2014 mødte MØ sit største idol Melanie C, der var blevet fløjet til København for at overrække hende 'P3 Prisen'.
En tydeligt overvældet og grædende MØ fik både pris og et knus af 'Sporty Spice' på scenen.
Raske Penge og P3's Pigekor, 2013
Raske Penge havde ét krav, da han skulle optræde til P3 Guld: Han ville optræde sammen med DR's Pigekor.
De var desværre ikke ledige den aften, men Sara Bro og Le Gammeltoft fiksede en anden løsning og lavede i stedet P3's helt eget pigekor.
En politiker springer ud som rapper, 2007
Komikeren Tobias Dybvad gav den gas som daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen.
Både værten Peter Palshøj og politiker-kollegaerne fik i den forbindelse et rap over nallerne.
Ufo & Yepha feat. Natasja og Bli'Glad, 2006
Salen blev til en fest, da Ufo & Yepha kom på scenen med deres nummer 'Hængekøjen'.
Iført armytøj og med blomster dalende ned over skærmen, fik de publikum til at kaste armene i vejret og feste med.
Magtens Korridorer åbner festen, 2005
Magtens Korridorer åbnede showet med et brag af en performance i 2005.
Bandet fyrede et af deres første hits, 'Picnic (På Kastellet') af og fil hele salen i den gamle koncertsal i Radiohuset til at rocke med.
Tv-2's 25 år jubilæum, 2005
I 2005 fejrede Tv-2 25 års jubilæum.
Det markerede Peter Palshøj med en lejlighedssang, som han spillede live.
Nik og Jay crasher Drengene fra Angora, 2004
Et legendarisk P3 Guld-øjeblik var i 2004, hvor Nik & Jay crashede Drengene fra Angoras optræden, som må siges at være meget inspireret af de to Nexus-rappere. De spillede sammen nummeret 'Kun Minder Tilbage', der handler om at gå på... højskole.