Hør Dizzy Mizz Lizzy spille nyt album en uge før udgivelse

P6 Beat har lokket det populære rockband til at spille deres nye album fra start til slut. Intimkoncerten bliver sendt direkte i radioen.

Dizzy Mizz Lizzy spiller blandt andet på Roskilde Festival i år med et miks af både nye og gamle sange. (Foto: © Axel Schütt, Scanpix)

Der findes med sikkerhed en del fans, som er ret så spændte på at høre Dizzy Mizz Lizzys nye album, eftersom trioen ikke har udgivet et nyt studiealbum siden 1996.

Lørdag den 23. april får du mulighed for at høre pladen i sin helhed live – en lille uge før det længeventede album ’Forward in Reverse’ udkommer.

Den dag spiller bandet nemlig kun alle de nye sange ved en intimkoncert i Koncerthuset i København, som 200 fans har mulighed for at overvære.

Det kræver dog, at man vinder billetter via P6 Beat, ’Smag på P3’ og hos ’Madsen’ på P4.

Nerver på inden livetransmission

Koncerten bliver desuden sendt på P6 Beat, så alle, der måtte have lyst, kan lytte med, skriver DR Presse.

- Jeg kan virkelig godt lide, at vi fordyber os, dedikerer os og spiller hele albummet. Det er klart vi siger ja. Det er dejlig kompromisløst, siger Tim Christensen i pressemeddelelsen.

- Jeg er ikke nervøs for at spille hele det nye album, men fordi det bliver sendt live i radioen, tilføjer bassist Martin Nielsen.

Udover albumkoncerten hylder P6 Beat også Dizzy Mizz Lizzy med seks timers program om trioen samme lørdag.

https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1161931963857326