Beyoncé og Drake har begge gjort det. Og nu er danske Lukas Graham også en del af trenden, hvor musikere uden varsel sender deres nye album på gaden.
Det fire mand store band præsenterede tirsdag morgen deres andet album.
- Målet med dette album er at få folk til at grine, danse og græde – alt sammen inden for én time, udtaler bandet i en pressemeddelelse.
Forsanger Lukas Graham Forchhammer delte nyheden og postede dette billede af bandet på Twitter med det nye album tidligere på morgenen.
https://twitter.com/LukeTheDuke_/status/610697689999798272
’Det blå album’
Det nye album består af ti nye sange samt to allerede kendte hits i form af numrene ’Mama Said’ og ’Happy Home’, der er blevet streamet omkring 30 millioner gange.
Ligesom debuten har opfølgeren fået titlen ’Lukas Graham’, og coveret er endnu engang en version af Christianhavnermalerens Lars Helwegs maleri ’Damen med flaskerne’. Coveret har dog denne gang fået en blålig nuance.
Albummet kommer derfor til at gå under navnet ’Lukas Graham (Blue Album)’, fordi streamingtjenesternes systemer ikke kan registrere to plader med samme titel. Det skriver Ekstra Bladet.
Første single fra det nye album bliver nummeret ’Strip No More’.
Kæmpe succes
Det hele startede med et par hjemmelavede musikvideoer på nettet i 2011, der hurtigt blev set og delt af rigtig mange mennesker. Omtalen skaffede bandet en pladekontrakt med Copenhagen Records,
Men det var først for alvor i 2012, at Lukas Graham dukkede op på den danske musikhimmel med albummet ’Lukas Graham’, der blev en storsælgende succes for bandet med over 80.000 solgte eksemplarer.
Debuten avlede også en lang række store hits såsom ’Drunk In The Morning’ og ’Ordinary Things’, der var fast inventar på de danske radiostationer.
Den store succes var også med til at skaffe Lukas Graham en pladekontrakt med det amerikanske pladeselskab Warner Bros Records.
