Han er en erfaren herre på alverdens scener, men det at optræde som solist er stadig en meget ny ting for britiske Liam Gallagher, som de fleste kender fra bandet Oasis.
Nu har han meldt sin ankomst på den aarhusianske festival Northside, hvor han for første gang optræder som solist på dansk jord. Det oplyser Northside i en pressemeddelelse.
Efter Oasis udgav han et par albums med bandkonstellationen Beady Eye, men det er først efter, at han sidste år udgav sit første soloalbum, ’As You Were’, at han atter har markeret sig i den brede befolkning.
Og det kommer nu også aarhusianerne til gode, når Liam Gallagher spiller fredag den 8. juni på festivalen.
Du kan høre hans seneste hit her:
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5a7429dea11f9f1938f7a5c7
En 'beastie boy' vender tilbage
Han er dog ikke alene om at blive skrevet på plakaten i dag.
Også den amerikanske rapper Mike D, der opnåede status som noget af en hiphop-legende med sine to venner i hiphop-trioen Beastie Boys, spiller på Northside, hvor han kommer til at dele ud af gamle sange.
Trioen hittede blandt andet med sange som ‘Intergalactic’, ’Sabotage’, og (You Gotta) Fight for Your Right (To Party!)’.
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5a7429de6187a405b09cace9
Udover de to herrer har festivalen også sikret sig navnene Future Islands, Richie Hawtin CLOSE, Mashrou’ Leila og Susanne Sundfør.
Festivalen, der allerede har annonceret store navne som Björk, Diplo og Dizzy Mizz Lizzy, afholdes i år fra den 7. til 9. juni i Ådalen i Aarhus.