For første gang nogensinde har sanger og musiker Peter Sommer fået til opgave at skrive en sang, han ikke selv måtte bestemme indholdet af.
Resultatet er ’Når vi presses i troen’, der er titelsangen på Lisbeth Wulffs nye humoristiske juledrama ’Mens vi presser citronen’ til DR2.
Serien handler om en flok københavnere i 40’erne, der alle på den ene eller anden måde stræber efter det perfekte liv, mens de indtager speltboller, birkesaft og sukkerfri granola i dyrt musselmalet stel i madklubben.
Men det perfekte Intagram-billede krakelerer allerede i første afsnit, da et af parrene går fra hinanden.
- Jeg er super glad for sangen, selvom det var med ført hånd. Den passer fint til det, jeg selv er i. Jeg bor endda på Amager nu og er blevet gift, skilt og gift igen. Jeg kender det alt for godt, siger han om seriens kritiske blik på parforhold.
Den jyskfødte sanger er i det hele taget vild med opsangen til hans egen generation og den evige jagt på at gøre alt det rigtige.
- Som jeg ser det, så vil serien gerne give fuck-fingeren til det korrekte, og det føles meget frigørende. Tag nu bare en Karen Volf-æbleskive og nyd den, for den spiste vi jo selv som børn, og vi er her stadigvæk, siger Peter Sommer.
Du kan se hans musikvideo til ’Når vi presses i troen’ her:
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:566190896187a40f50ac63ca
