Da Søren Huss udgav sit første soloalbum i 2010, skete det på en dyster baggrund: Hans kæreste, moderen til hans datter, var blevet dræbt i en trafikulykke tre år tidligere.
I denne uge sætter DR1s kulturprogram Gejst fokus på kunstnere, der bearbejder sorg gennem deres kunst. Her medvirker blandt andre Søren Huss, hvis album 'Troen og ingen' hjalp ham igennem livskrisen.
Men Huss er ikke den eneste, der har skabt musik ud af sorgen. Her kan du læse, hvordan i alt ni danske musikere har taget livtag med personlige nedture og tragedier.
Og selvfølgelig kan du også lytte til musikken.
Søren Huss: 'Troen og ingen' (2010)
Det er både en ubeskriveligt sørgmodig og sindssygt smuk oplevelse at lægge ører til Søren Huss' besyngelser af sorgen over, at hans kæreste blev dræbt i en trafikulykke – som deres dengang toårige datter overlevede efter at have været i respirator.
Albummet 'Troen og ingen' er måske det mest personlige album, en dansk musiker har lavet. Som lytter stirrer man ned i et åbent sår, der kun langsomt er ved at heles, men samtidig gribes man af Huss' hudløse sorgbearbejdelse for åben mikrofon.
Og viljen til at se det ubærlige i øjnene gør, at man som lytter kan se en vej ud at mørket – trods alt.
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5a5dbfc7a11f9f1610908751
Lise Westzynthius: 'Tæt på en kold favn' (2012)
I flere år dannede sanger og sangskriver Lise Westzynthius par med musikeren Peter Sommer, men i 2009 gik de fra hinanden.
At det var en hård og smertefuld følelsesmæssig proces, dokumenterede hun et par senere på albummet 'Tæt på en kold favn'.
Musikalsk byder det både på uptempo-numre som den galgenhumoristiske hævnfantasi 'Jeg glæder mig (til at slå dig ihjel)' og helt nedbarberede sange, hvor nervetrådene for alvor blottes.
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5a57732c6187a40efc71aab6
Peter Sommer: 'Alt forladt' (2013)
Bruddet mellem Lise Westzynthius og Peter Sommer er dansk musik bedst beskrevne break up, for året efter bearbejdede Sommer det også på albummet med den dobbelttydige titel 'Alt forladt'.
Det er et illusionsløst tilbageblik på og kølig erkendelse af, hvorfor det gik galt, akkompagneret af dunkle beats og vinterkolde synth-flader.
Trods de bitre erfaringer er Peter Sommers fornemmelse for sproglige dobbelttydigheder stadig intakt, hvorfor albummet ikke er entydigt sortsynet, men også rummer et reflekterende lag, der peger ud på den anden side af krisen.
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5a5773ba6187a40efc71aacb
Suspekt: 'Ling's sang' (2017)
Den 17. februar 2016 mistede dansk musik en af sine mest talentfulde rappere, da Ling Ly, bedre kendt som Linkoban, døde af kræft, kun 30 år gammel.
Hun gode venner med medlemmerne af Suspekt, der undervejs i sygdomsforløbet stod bag en støttekoncert, der skulle samle penge ind til hendes behandling.
På deres seneste album, '100% Jesus', bearbejder gruppen tragedien på nummeret 'Ling's sang' med lige dele frustration, længsel og hyldest.
Som Soundvenue skrev, da de kårede det til et af 2017's bedste numre, er 'Ling's sang' "kompliceret og uforløst, ligesom sorgen selv".
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5a5777a06187a40efc71ab21
Lukas Graham: 'You're Not There' (2015)
At miste en af sine forældre pludseligt uden forvarsel, er en af livets største sorger. De oplevede Lukas Forchhammer i 2012, da hans far døde, mens Lukas var i fuld sving med at slå igennem internationalt.
Men selv om farens død ramte ham hårdt, blev den også en kreativ tændsats og omdrejningspunkt for dele af Lukas Grahams næste album.
Her kredser flere af teksterne – ikke mindst på 'You're Not There' – omkring afsavnet, de værdier, hans far lærte ham, og følelsen af at stå alene tilbage uden at have fået sagt ordentligt farvel.
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5a5776b66187a40efc71ab16
Thomas Helmig: 'Fugleflugt' (2013)
Da Thomas Helmig i 2013 udsendte albummet 'KH Helmig', understregede han gang på gang, at det ikke var et skilsmissealbum – selvfølgelig i lyset af at han og hustruen René Toft Simonsen skulle skilles.
Ét sted på albummet er det dog svært at lægge fortolkerbrillerne fra sig, nemlig på 'Fugleflugt', der er et atypisk deprimeret og bittert nummer fra den ellers så smilende popsanger.
Det er lyden af en såret mand, der står fortabt og forurettet tilbage og krænger sin fortvivlelse ud, så man tror på det.
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5a5774536187a40efc71aada
Johnny Madsen: 'Aldrig mere' (2015)
Den fedthårede, Fanø-residerende sangskriver er især kendt for sine rablende, ordrige tekster og ligefremme bluesrockmelodier, men Johnny Madsen har også en anden, mere personlig side.
Sangen 'Aldrig mere' er således skrevet til hans datter Didde, der døde næsten 30 år før nummeret er skrevet – kun tre måneder gammel, på grund af en sjælden epilepsisygdom.
Det afdæmpede og smagfuldt orkestrerede nummer beskriver et sårbart minde, samtidig med at det er en helhjertet kærlighedserklæring til datteren.
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5a57750a6187a40efc71aade
Anne Linnet 'Atter en dag' (2008)
Sorgen kan have flere sider. Det viser Anne Linnet på 'Atter en dag', der på én gang er dedikeret til en nær bekendt og en musikalsk inspirationskilde.
Nummeret er således oprindeligt skrevet til Natasjas mor, efter at den danske dancehall-legende omkom i en bilulykke i 2007, men fandt sin endelig form, da Linnets eksmand Holger Laumann døde året efter.
Grebet med både at besynge en moders tab og afskeden med en tidligere elsker resulterer i en af hendes bedste ballader.
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5a5772aa6187a40efc71aaae
Kira Skov & Maria Faust 'In the Beginning' (2017)
At fortolkningen af et album kan påvirkes af ydre omstændigheder, er Kira Skovs album, 'In the Beginning', et eksempel på.
Det er indspillet sammen med den estiske musiker Maria Faust i sidstnævntes hjemland og beskæftiger sig blandt andet med esternes lidelsesfulde historie.
Men albummet ændrede fuldstændig betydning, blot en uge før det skulle udkomme. Her omkom Kira Skovs mand, bassisten Nicolai Munch-Hansen, nemlig. Derfor er det umuligt at lytte til albummets sørgmodige kompositioner uden at have ulykken i baghovedet.
Den 16. marts i år bliver sorgbearbejdelsen dog mere konkret, når Kira Skov udsender et album, der er direkte inspireret af dødsfaldet.
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5a5e024ca11f9f1610908979
