Smukfest hyrer amerikansk topnavn til sommerens festival

Den amerikanske musiker Beck spiller til sommerens Smukfest i Skanderborg.

Beck bliver et af de store udenlandske navne, når Smukfest senere på årets præsenterer det samlede festivalprogram.

Smukfest får besøg af en af Amerikas største indiemusikere – nemlig Beck, når der bliver holdt festival i Bøgeskoven i Skanderborg.

Det har festivalen offentliggjort tirsdag formiddag.

Beck har siden 1990’erne markeret sig som en af USA’s store musikere og har haft flere hits siden sin debut – blandt andet nummeret ’Devil’s Haircut’ fra 1996 og ’Loser’ fra 1994 - og albummene 'Odelay' og 'Sea Change' røg begge med på musikmagasinets Rolling Stones liste over de 500 bedste albums.

Anmeldere roste nyt album

I februar 2014 udgav Beck efter flere års udgivelsespause det nye album ’Morning Phase’, der er blevet rost af flere musikanmeldere. Albummet gik direkte ind som nummer tre på den amerikanske hitliste.

https://www.youtube.com/watch?v=_6Zp84XH6Eo

I pausen har han blandt andet samarbejdet med sangerinden Charlotte Gainsbourg, der også har spillet med i flere Lars von Trier-film.

Beck har siden udgivelsen gæstet flere større musikfestivaler som den amerikanske Coachella og var også på Smukfests plakat i 2000, da han spillede på Bøgescenerne.

Smukfest har allerede offentliggjort flere navne – heriblandt dj’s som Tiësto og Avicii samt Lenny Kravitz, , Sivas og Christopher.

Smukfest finder sted fra 5. til 9. august i Skanderborg.