Så er der navnenyt fra Tønder Festival, der i dag afslører seks nye navne, som du kan opleve på den populære sønderjyske festival til august næste år.
Med de nye navne, som festivalen offentliggør i en pressemeddelelse, kommer vi godt rundt i Europa og også et smut til USA, der er hjemsted for halvdelen af de navne, der i dag blev tilføjet til plakaten.
Det drejer sig om den texanske singer-songwriter David Ramirez, guitaristen, multi-instrumentalisten og singer-songwriteren Luke Winslow-King fra New Orleans, hvis repertoire blandt andet byder på jazz og blues og indie-folk-bandet Darlingside.
Derudover lægger britiske Oysterband, der i 2018 kan fejre 40 års jubilæum, endnu engang vejen forbi Danmark og Tønder Festival.
Den nye Lisa Ekdahl og skotsk powerfolk
Festivalen får også fornemt besøg fra vores svenske naboer i form af den populære 30-årige sanger og sangskriver Melissa Horn, der er blevet sammenlignet med den store, svenske sangerinde Lisa Ekdahl.
Hun har allerede ti års sangkarriere bag sig, en stor fanskare i Sverige og er vant til pæne placeringer på hitlisterne. Hun har tidligere lagt vejen forbi blandt andet Spot festival, Lille Vega og Musikhuset Aarhus.
Sidste nye navn på plakaten er det otte mand store skotske power-folk band 'The Chair', der selv omtaler deres musik som 'Stomp Music from Orkney'.
Bandet gæstede også Tønder Festival sidste år, og deres repertoire spænder bredt og byder blandt andet på blues, klezmer og dub, og i instrumentkasserne finder du både violin, harmonika, guitar og banjo.
Tønder Festival afholdes 23.-26. august næste år.
Offentliggjorte kunstnere på Tønder Festival
- •
Oysterband (UK), David Ramirez (USA), Melissa Horn (SE), The Secret Sisters (USA), William Crighton (AU), Skerryvore (SCO), Michael Falch og Dét Band (DK), Cóig (CAN), 3Hattrio (USA), The Bros. Landreth (CAN), Joey Landreth (CAN), Sharon Shannon (IRL), Vishtén (CAN), Annika Aakjær (DK), Ímar (SCO/IRL), Michael McGoldrick, John McCusker & John Doyle (SCO/IRL/UK), The Chair (SCO), Luke Winslow-King (USA), Darlingside (USA).