Anmelderne var ikke begejstrede i fredags, da Ed Sheeran præsenterede sit nye album.
Gaffa gav albummet to stjerner og kaldte det kedeligt. Information skrev, at det var uden magi og sammenhængskraft, og Ekstra Bladet mente ligefrem, at Sheerans nye album gav røde knopper, fordi han var enerverende.
Men til trods for de sløve anmeldelser, så streamer folk løs af albummet ’÷’. Så meget, at det har slået alle åbningsrekorder på streamingtjenesten Spotify.
Alene den første dag på streamingtjenesten blev sange fra albummet streamet knap 57 millioner gange, og dermed slår briten The Weeknds rekord med albummet ’Starboy’ på 29 millioner streaminger.
Det skriver det britiske musikmagasin NME.
Slår sin egen rekord
Sheeran satte desuden også personlig rekord. Singlen ’Shape of You’, der er på det nye album, blev lyttet lidt over 10 millioner gange i fredags, og dermed slog han sin tidligere rekord på knap otte millioner lytninger.
Ed Sheeran sagde i januar, at han med sit nye album havde til hensigt at slå Adeles salgsrekord på hendes seneste album '25', som solgte over 20 millioner eksemplarer.
Ed Sheeran optræder i Danmark, når X Factor-finalen finder sted fredag 31. marts. Dagen efter spiller han en udsolgt koncert i Boxen i Herning.
