Man kan egentlig godt forstå MØ's glædestårer ved årets P3 Guld.
For det er jo ikke hver dag, at man vinder den fornemme P3 Prisen. Men det er så sandelig heller ikke hverdagskost, at man får prisen overrakt af sit store idol.
Netop derfor var sangerinden MØ helt ude af den, da P3-værtene Esben Bjerre og Peter Falktoft præsenterede den kvinde, der skulle uddele prisen. Det var nemlig MØ's store barndomsidol Sporty Spice fra supergruppen Spice Girls.
- Jeg er her for at overrække en helt særlig pris. Vinderen af P3 Guld 2014 har så meget girl power, at hun med sikkerhed kunne have været medlem af Spice Girls, sagde Melanie C fra scenen, mens MØ måtte tage sig til hovedet af glæde.
- Bedste Spice Girls coverversion nogensinde
I februar lagde MØ sin egen udgave af Spice Girls hittet 'Say You'll Be There' ud på nettet, hvilket heller ikke gik Melanie C's næse forbi.
MØ har tidligere udtalt til DR Kultur, at hun nærmest eksploderede af glæde, den dag hendes barndomsidol roste den unge sangerinde for coverversionen på Twitter.
- Jeg var virkelig overrasket og elskede hendes cover af 'Say You'll Be There'. Jeg synes, det er den bedste Spice Girls-coverversion, jeg nogensinde har hørt, sagde Melanie C. og nævnte, at MØ er en inspiration for mange unge piger.
Du kan se hele seancen og det efterfølgende interview med Sporty Spice i videoen her på siden.