Sommerens festivalsæson er i fuld gang, og lige nu samler Smukfest 58.000 mennesker i Bøgeskoven i Skanderborg.
Men for nogle personer er de danske festivaler ikke kun lig med fadøl, fest og flirterier.
Det kan nemlig også være et utrygt sted, hvis man skiller sig lidt ud. Eller meget.
Det var blandt de emner, der blev taget op til Smukfests paneldebat – som festivalen kalder for en talk – med titlen: 'En mangfoldig talk om... mangfoldighed'.
Foruden folketingspolitiker Rosa Lund fra Enhedslisten var den danske dragqueen Chantal Al Arab én af paneldeltagerne.
Hun er blandt andet kendt som en del af draggruppen 'Veninderne' og har skrevet bogen 'Bøssernes Danmarkshistorie'. Chantal Al Arab har det borgerlige navn Anders Larsen og er uddannet historiker fra Københavns Universitet.
Og mangfoldighed på festivaler – eller rettere mangel på samme – er et emne, Anders Larsens dragpersona Chantal Al Arab kender til personligt.
Det fortæller Chantal Al Arab, da vi møder hende på Smukfest efter talken. Hun er iført lange vipper, store smykker, tætsiddende kjole og en lille hæl, som gør hende 195 centimeter høj. Det er en undedrivelse at sige, at hun får "en del" blikke, når vi går rundt i Bøgeskoven.
Flere komplimenterer hende, andre stirrer. Men det er intet sammenlignet med, hvordan folk ville reagere, hvis hun havde gået her alene og ikke i følgeskab med en journalist og en fotograf, siger hun. Faktisk ville Chantal Al Arab aldrig gå rundt på festivalpladsen helt alene.
- Jeg er meget bevidst om, hvor jeg kan gå, som jeg gør nu. Da du spurgte, om vi skulle gå en tur, tænkte jeg: "Jeg kan godt stikke lidt mere ud, fordi jeg ved, jeg går med jer. Der er ikke nogen, der kommer og giver mig en på hovedet."
Du tænkte sådan om turen i dag?
- Ja. Det her er ikke et spørgsmål om, hvorvidt jeg har oplevet ubehag ved at stikke ud. Det er et spørgsmål om, hvor meget jeg har oplevet det, fortæller Chantal Al Arab, der har taget navn efter luksushotellet Burj Al Arab i Dubai.
Hun fortæller, at hun elsker at være i drag, fordi det giver hende helt andre oplevelser og muligheder, end hvis hun "bare" var Anders Larsen.
- Ville nogen invitere mig til Smukfest, hvis jeg dukkede op som en halvkedelig akademiker i slut-trediverne? Det tænker jeg ikke. Men de vil høre på mig, når jeg ser sådan ud? Så derfor bliver jeg nødt til at afveje for og imod i forhold til drag.
Hvad tæller imod?
- Det negative – som folk der kaster en flaske efter mig, spytter på mig eller siger noget, der er nederen.
Hvad tæller for?
- At Chantal er en adgangsbillet til oplevelser, jeg ellers aldrig ville få. På grund af Chantal møder jeg en masse interessante mennesker og får mulighed for at rykke folks grænser.
Vi gik en tur med Chantal al Arab på Smukfests festivalplads for at snakke om, hvordan det egentlig står til med mangfoldigheden på festivalerne og i nattelivet anno 2022.