VIDEO Da Iggy Pop lagde gorillaen på hylden og blev stoffri

I aften rocker Iggy Pop Northside festivalen i Aarhus. Tilbage i 1987 gæstede han København og fortalte, hvordan det påvirkede musikken at sige farvel til hans højtelskede heroin.

Northside Festival lægger stærkt fra land, når punkens gudfar, den evigt barmavede Iggy Pop lidt over 11 i aften indtager festivalens Green Stage.

Den 69-årige Iggy Pop, manden bag hits som 'Lust for Life' og 'Real Wild Child', startede sin musikalske karriere i bandet The Stooges, og stod som indbegrebet af sex, drugs and rock'n'roll.

Op gennem 70'erne blev det til lidt for mange 'drugs', og Iggy Pop røg ud i et seriøst stofmisbrug, som han i 80'erne indså, at han måtte i behandling for at komme ud af.

- Jeg laver bedre musik, efter jeg har lagt den gorilla-agtige adfærd på hylden, fortalte Iggy Pop, da han blev interviewet af det danske musikprogram Beat Box tilbage i 1987.

- Det har altid været mig og ikke stofferne, der skrev sangene.

Pensionsplaner

Det er kun lidt over en måned siden, Iggy Pop sidst gæstede Danmark. Dengang i Falconer Salen fik københavnerne en yderst veloplagt Iggy på scenen, som fik samtlige anmelderne til at falde i svime over amerikaneren.

På trods af gode anmeldelser har Iggy Pop udtalt, at han efter udgivelsen og turneen med sit nyeste album, 'Post Pop Depression' fra 2016, vil trække sig tilbage.

Men inden pensionisttilværelsen kalder, får århusianerne forhåbentlig en magisk aften i rockens tegn.