Ny kulturminister vil genindføre åndsliv – også langt væk fra København

Landets nye kulturminister Bertel Haarder gør det klart, at han vil kæmpe for kultur udenfor hovedstadsområdet.

Regeringens nye ministre bliver introduceret på Amalienborg i København. Her er det kultur og kirkeminister Bertel Haarder. (Foto: Simon Læssøe/Scanpix 2015) (Foto: © Simon Læssøe, Scanpix)

Med udnævnelsen af Bertel Haarder som minister for kultur og kirke har det traditionsrige kulturministerium fået en erfaren herre ved bordenden.

I et interview med DR Nyheder fortæller han, at han vil bruge sin erfaring fra sine tidligere ministerposter til blandt andet at kæmpe for kultur udenfor hovedstadsområdet.

- For mig er det vigtigt, at sprede kendskab til alt det, der foregår langt væk fra København, hvor ildsjæle skaber kultur og åndsliv, siger han.

- Jeg vil i øvrigt godt genindføre begrebet ’åndsliv’, for det er et rigtig godt udtryk for det, der ligger ud over det materielle, tilføjer Bertel Haarder.

Se hele interviewet med ham herunder:

Vil kultur-orientere sig mod nord

Bertel Haarder fortæller desuden, at danskerne nu har fået en meget ’nordisk’ minister.

- Vi er ikke for gode til at lære af hinanden i Danmark, og det gælder også i Norden. Det nordiske - inklusiv sporgforståelsen og adgang til andre nordiske medier - er noget, som jeg går rigtig meget op i, og jeg glæder mig til mødet med mine nordiske kollegaer, siger han.

- Så Danmark får nu en meget nordisk orienteret kulturminister, slutter han.

Bertel Haarder har allerede en lang række opgaver foran sig i sit nye job som kulturminister. Blandt andet skal han sørge for at der kommer en ny fireårig aftale mellem kulturministeriet og Det Kongelige Teater, og så skal der derudover laves nye aftaler for fordeling af udlodningsmidlerne fra Danske Spil.

DR i søgelyset

Også på medieområdet kommer Bertel Haarder til at skulle gennemføre store ændringer. Regeringen har i sit regeringsgrundlag gjort det klart, at den vil ændre i mediestøtte-aftalen, som Socialdemokraterne og De Radikale vedtog i 2013.

Også DR står øverst på regeringens kulturpolitiske køreplan. I regeringsgrundlaget står der blandt andet at: ”Regeringen ønsker, at DR skal være mere kvalitetsfokuseret, og at det dansksprogede og egenproducerede indhold styrkes”.

Det er dog først, når det nuværende medieaftale udløber, at regering ønsker ændringer i DRs virke. I regeringsgrundlaget gør Venstre det nemlig klart, at man vil respektere den nuværende medieaftale der udløber i 2018.