Videoerne er desværre ikke tilgængelig længere pga. tidsbegrænsede rettigheder.
Navnet er George Ezra, og han er for tiden et af de mest hypede navne i hjemlandet England. Én af de mange gode ting ved den unge sanger og sangskriver er, at han elsker at spille musik - bare ham og hans guitar. Kun omgivet af levende lys, brune standerlamper og falmede familiefotos, giver den engelske bluessanger os derfor en unplugged version af sin spritnye single 'Cassy O' fra en dansk dagligstue.
Sangen har op mod 90.000 views på Soundcloud - her får du den hudløst ærlig og helt live.
Gammel stemme i ung krop
Den ærkebritiske sanger er bare 20 år gammel, men trods sin unge alder, er der historie at hente i stemmen, der serverer melodiske popsange i ægte Cash-stil. Sange, der allerede har givet George Ezra en placering som nummer fem på den prestigefyldte BBC's Sound Of 2014-liste.
Debutalbummet fra Ezra, 'Wanted On Voyage', udkommer lige om hjørnet d. 30. juni, og til december er det muligt at se ham live på Lille Vega i København, denne gang i selskab med et fuldt backingband.
