Hvis man er vant til at opleve Suspekts visuelle æstetik som noget, der emmer af sex og vold, så vil DR Outputs nye video-samarbejde med hiphoptrioen fra Albertslund komme bag på én.
’S.U.S.P.E.K.T.’ i DR Output-udgaven lander i anledning af at Suspekts femte album ’V’ udkommer i dag, og forsanger Orgi-E er stolt.
Teksterne skal stå for sig selv
- Det er jo fantastisk, fortæller rapperen med det civile navn, Emil Simonsen, om videoen, der er blevet optaget på en DR-lokation i Ørestaden, der ikke er åbent for offentligheden normalt.
- Det kan jo ofte blive misfortolket, når man lægger sit eget barn i hænderne på folk, fortæller rapperen, der ærgrer sig når musikvideo-instruktører forsøger at imitere rapteksten 1:1.
- Så er det sådan noget med en hånd, der stikker op ad jorden og en motorsav, og det går ikke. Teksterne skal stå for sig selv.
Westcoast-feel
Af samme årsag er det heller ikke hos Orgi-E, at man får nøglen til at forstå teksterne fra gruppen, der har fået prædikatet horrorcore pga. deres brutale udtryk i tekst og musik.
- Folk skal bare ’kigge på maleriet’, altså lytte til sangen, og danne deres egne tanker. Vi har forsøgt at lave en slags westcoastagtig ting, men i et nutidigt take. Vi vil jo hellere lave en ny ting end at ride på en trend, fortæller rapperen om albummet, der delvis er indspillet i Los Angeles sammen med de to andre medlemmer Andreas Duelund (Bai-D) og producer Rune Rask.
Intet tema er temaet
Hvad er den røde tråd i ’V’s udtryk?
- Tråden er, at der ikke er en rød tråd. Tidligere kørte vi jo f.eks. et middelaldertema på ’Prima Nocte’, men denne gang er det mere løssluppent. Under indspilningen har vi leget med udtrykket og f.eks. også drukket os fulde undervejs.