Kulturminister Bertel Haarder (V) kom i går med et nyt udspil, der skal sætte fokus på en fælles, dansk kulturarv.

Mere konkret ønsker han – i samarbejde med danskerne - at skabe en kulturarvskanon, der skal ”løfte kendskabet til og stoltheden over alt det, der er værd at bevare i dansk kulturarv,” som Bertel Haarder udtrykker det til Kristeligt Dagblad.

At fremhæve nogle særlige værker frem for andre, og dermed, fra politisk hånd, at sætte en målestok for kultur, er dog ikke nogen ny ide.

Forud for ministerens kulturarvskanon har Danmark nemlig haft en række andre kanoner, der alle har haft til formål at udpege særligt nævneværdige kulturelle værker, med udgangspunkt i national værdi og identitet.

Se hvilke herunder.

Den litterære kanon

Det litterære kanonudvalg blev til i 2004. Udvalget skulle udvælge litteratur, der ikke kunne overses i undervisningen på folkeskoler og gymnasier.

Dermed blev det altså pålagt skolerne, at alle elever skal læse mindst én tekst af de kanoniserede forfattere, i løbet af sin skolegang.

Den litterære kanon blev en del af pensum i skolerne i 2005, og indeholder store danske forfattere såsom Karen Blixen, Herman Bang og Klaus Rifbjerg.

Kulturkanonen

Inspireret af den litterære kanon, kom daværende kulturminister Brian Mikkelsen (KF) i december 2004 med et udspil om en større, mere omfattende kulturkanon – et udspil, der tilrak sig stor opmærksomhed og blev genstand for ophedet debat.

Brian Mikkelsens kulturkanon skulle dække syv forskellige grene af kulturlivet og fungere som en skabelon for kulturel identitet og kunstnerisk kvalitet.

Netop denne måde at gribe kunst og kultur an på mødte stærk kritik.

Kanonen blev af nogle opfattet som en del af en aggressiv markering af borgerlig værdipolitik – et standpunkt, Brian Mikkelsen pustede liv i, da han i en tale under De Konservatives årsmøde 2005 stillede dansk og vestlig kultur op mod ”en middelalderlig muslimsk kultur.” Et udsagn, som Brian Mikkelsen senere trak tilbage.

I april 2005 nedsatte kulturministeren syv kanonudvalg med fem personer i hver.

Udvalgene, der alle fokuserede på hvert sit område, fik til opgave at udpege 12 værker til den fælles kulturkanon.

Den blev offentliggjort den 24. januar 2006 og indeholder værker som Hover Kirke (arkitektur), ’Jeppe på bjerget’ af Ludvig Holberg (scenekunst) og ’Matador’ af blandt andre Erik Balling og Lise Nørgaard (film).

Historiekanonen

I sommeren 2006 lå der endnu en kanon klar til eleverne på de danske folkeskoler.

Bertel Haarder, der dengang var undervisningsminister, havde nemlig fået sammensat en liste over 29 begivenheder, der ifølge udvalget, har været bestemmende for dansk identitetsfølelse og vores kulturelle værdisæt.

Kanonens 29 emner, der blandt andet tæller reformationen, kvinders valgret og Slaget på Fælleden, er obligatoriske. De skal udgøre en tredjedel af historieundervisningen i folkeskolen.

Demokratikanonen

I 2007 nedsatte VK-regeringen endnu et kanonudvalg – og denne gang stod demokratiet for spil. Udvalget bestod af otte medlemmer, alle udvalgt af regeringen.

Kanonen var et bud på vigtige politiske, kulturelle og filosofiske strømninger, der har været med til at forme det demokrati, der i dag gør sig gældende i Danmark.

Den endelige kanon, der bestod af 35 punkter, blev lanceret i marts 2008 og indeholder blandt andet Berlin-murens fald, den franske revolution og den kulturradikale bevægelse.

Kilder: Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling, Undervisningsministeriet og Faktalink.