Førstegangsfangen Rune, der kæmper for at overleve i det benhårde fængselsmiljø, en dansk soldat, der beskyldes for krigsforbrydelser i Afghanistan eller skibskokken Mikkel, der sammen med resten af besætningen bliver holdt som gidsler af somaliske pirater.
Pilou Asbæks har spillet mange forskellige roller, men i fængselsdramaet ’R’, dramaet ’Krigen’, og Thrilleren ’Kapringen’, har instruktøren været den samme, nemlig hans gamle studiekammerat Tobias Lindholm.
Tobias Lindholm modtog lørdag aften Kronprinsparrets Kulturpris på 500.000 kroner for sit arbejde inden for film og tv.
Har delt liv i ti år
Tobias Lindholm og Pilou Asbæk mødte hinanden, da de begge begyndte på den Danske Filmskole i København og har siden været et uadskilleligt makkerpar i dansk film- og tv-produktion.
Tobias Lindholm har udover at stå bag kameraet i de tre førnævnte film også skrevet flere film- og tv-manuskripter, blandt andet til ’Jagten’ og tv-serierne ’Bedrag’ og ikke mindst ’Borgen’, hvor Pilou Asbæk også havde en rolle.
- For mig er der klart et liv før og efter filmskolen. Jeg mødte Pilou Asbæk her, som jeg nu har delt liv med i ti år og lavet tre film med, fortalte Tobias Lindholm til kronprinsparret, da han inden årets prisuddeling viste dem rundt på filmskolen.
Den vildeste scene
Lindholm arbejder ud fra filmkonceptet Reality Rules, hvor man forsøger at lave film med dokumentariske virkemidler, for at komme så tæt på virkeligheden som muligt. Derfor bliver man som skuespiller også udsat for lidt af hvert, for at gøre oplevelsen så ægte som muligt, fortæller Pilou Asbæk.
- Hver eneste gang jeg laver en film med Tobias, så er det hårdt. På godt og ondt.
Jagten på virkeligheden har blandt andet resulteret i, at Tobias Lindholm smed Pilou Asbæk ind i et 40 grader varmt rum fyldt med fluer under indspilningerne til ’Kapringen’.
- Og så går der fire timer og så kommer han (Tobias Lindholm, red.) ind, og så har han fundet et glas med fluer, lukker det ud i lokalet og lukker døren igen. Så venter jeg yderligere i en time med de her fluer, og så kommer Magnus (filmfotografen, red.), og så filmer vi den her scene, fortæller Pilou Asbæk.
Ville ikke være det foruden
Han er også blevet slået i baghovedet med en geværkolbe, så det blødte, og har båret en medspiller gennem ’20 meter sand ’ iført 45 kilo tungt militærudstyr, hvilket ifølge Pilou Asbæk efterlod ham ’fuldstændig smadret’. Men den danske skuespiller fortryder ingenting:
- Hver eneste film, jeg har lavet med Tobias, er hård. Men jeg vil hellere ikke være det foruden.
Hør mere om de vilde scener, Pilou Asbæk har indspillet sammen med Tobias Lindholm, i videoen øverst i artiklen.