To anholdt med 600 ampuller lattergas

Politiet mistænker to 19-årige mænd for at ville sælge den potentielt farlige gas på Roskilde Festival.

Det var medarbejdere på Roskilde Festival, der fattede mistanke og tilkaldte politiet. (Foto: © Dennis Lehmann, Scanpix)

I nat fandt politiet intet mindre end 600 ampuller med lattergas i to festivalgæsters tasker på Roskilde Festival.

De to unge mænd var i besiddelse af cirka 300 ampuller hver og blev anholdt. Den store beholdning af lattergas gav politiet anledning til at tro, at gassen skulle sælges videre.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

- Ampullerne er i sig selv ikke ulovlige. Men på grund af den store mængde tror vi, at de ville videresælge dem. Og det er forbudt, siger Martin Bjerregaard, kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi.

- Lige nu er vi i gang med at undersøge, hvad hensigten med ampullerne var.

Fare for at blive kvalt

De 19-årige mænd blev anholdt på festivalpladsen omkring klokken 01.30. Det var medarbejdere på Roskilde Festival, der fattede mistanke og tilkaldte politiet.

Foruden lattergas havde de fødselsdagsballoner i bagagen.

- Man bruger ganske almindelige balloner til at inhalere gassen, siger Martin Bjerregaard.

Indtil videre er festivalen ovre for de to mænds vedkommende. Roskilde Festival har på egen foranledning klippet deres armbånd, som giver dem adgang til festivalen.

Der er fare for at blive kvalt, hvis man indtager lattergas i ren form.

/ritzau/